Forsvarsforlig er landet: Øget støtte til politiet og mere bekæmpelse af cyberangreb

For første gang siden afslutningen på den kolde krig øges forsvarsbudgetterne.

Forsvaret skal støtte politiet i højere grad, kampen mod cyberangreb skal intensiveres, og så skal Forsvaret have en ekstra økonomisk indsprøjtning på 12,8 milliarder kroner.

Sådan lyder de store træki det nye forsvarsforlig, som forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) netop har præsenteret på et pressemøde, og som skal gælde frem mod 2023.

- Vi løfter forsvarets bevillinger med 20 procent. Vi har efter min mening haft en saglig og god politisk drøftelse gennem et helt år, siger han.

Frygten for cyberangreb og truslen fra Rusland er nogle af årsagerne til, at Forsvarets budgetter får tilført flere penge.

- Når man kigger rundt i vores del af verden, er der en række udfordringer. Både Sverige og Finland øger forsvarsbevillingerne, så der er en samlet vurdering af, at vi er sakket lidt bagud i vores region.

- Vi er nødt til at gentænke situationen i vores område, og det er det, som vores forsvarsforlig er et udtryk for, siger forsvarsministeren.

Bag forliget står foruden de tre regeringspartier også Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet og De Radikale.

Brigade på 4.000 mand

I forsvarsforliget afsættes der 1,4 milliarder kroner til cybersikkerhed for at styrke indsatsen mod it-sikkerhed og cyberangreb. Nogle af pengene skal gå til et nyt cybersituationscenter, der skal overvåge og skabe et bedre overblik over truslerne.

Udover et øget fokus på at bekæmpe cyberangreb oprettes der en brigade på 4.000 mand, og Forsvarets fregatter bliver udstyret med missiler, der kan være med til at udgøre et områdeluftforsvar – i første omgang med de såkaldte SM2-missiler.

- Det er en enhed, der selvstændigt skal kunne kæmpe uden for landets grænser. Derfor skal der tilføres en masse udstyr. Kommer der en krise, og bliver vi varslet om at sende en brigade ud, så skal vi være klar, siger Claus Hjort Frederiksen.

Det nye forsvarsforlig vil betyde, at Danmark bruger 1,3 procent af BNP på Forsvaret – det er stadigvæk et pænt stykke fra Natos samlede målsætning på 2,0 procent i 2024.

- Vi mener, at vi har leveret en væsentlig del af den forpligtigelse, vi har, siger Claus Hjort Frederiksen.

Øget støtte til politiet og ekstra værnepligtige

Et andet punkt i det seksårige forsvarsforlig er, at Forsvaret i højere grad skal være klar til at støtte politiet og bidrage til den nationale sikkerhed. Det kan blandt andet være i forhold til at støtte med bevogtning og et højt beredskab i tilfælde af terrorangreb.

Men støtten gælder også engagementet i Arktis, der styrkes med en række nye initiativer som for eksempel en ny civil beredskabsuddannelse i Grønland, værnepligtsafprøvning i Grønland og lokalansættelser ved Arktisk Kommando.

Ønsket om en øget støtte og mobiliseringsevne er en af årsagerne til, at der hvert år skal uddannes 500 ekstra værnepligtige primært baseret på frivillige.

Med det nye forsvarsforlig oprustet også antallet af medarbejdere i Forsvaret. Hvert år skal der uddannes 500 ekstra værnepligtige, og derudover skal der ansættes 700 flere medarbejdere for at skabe et mere effektivt forsvar, et bedre samarbejde blandt Forsvarets enheder samt at skabe en bedre regional balance.

Medarbejderne fordeler sig mellem Region Syddanmark, der får omkring 400, Region Midtjylland der får 200, og Bornholm der skal have omkring 100 nye arbejdspladser.

Facebook
Twitter