Forsvarsministeren beskyldes for vildledning om kampfly

Forsvarsministeren undlod vigtige oplysninger før en milliardbevilling til nye kampfly, siger eksperter.

Eksperter kritiserer i Jyllands-Posten forsvarsministeren for hans ageren i sagen om de F-35-fly og de støjgener, de kan medføre. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

Forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) har vildledt Folketinget i sagen om, hvor meget de kommende danske F-35-kampfly vil støje, vurderer to eksperter i forvaltningsret.

Det skriver Jyllands-Posten.

Eksperternes vurdering er foretaget på baggrund af forløbet op til, at Folketingets Finansudvalg i december 2017 bevilgede over 16 milliarder kroner til det nye kampfly.

Her undlod ministeren nemlig i flere omgange at oplyse Folketinget om, at der var problemer med at få valideret tiltag, som skulle sikre, at flyet kunne flyve sådan, at beboerne ved Flyvestation Skrydstrup i Sønderjylland ikke ville blive tvunget ud af deres huse af støjen.

"Ingen vil tage ansvaret for dette"

Det viser en aktindsigt, som Jyllands-Posten har fået. Heraf fremgår det, at Forsvarsministeriet forsøgte at få blåstemplet, at man ved at ændre på flyets motorindstillinger kunne få flyet til at støje mindre, end flyproducentens støjdata viste.

Men de danske beregninger ville blandt andet det amerikanske udviklingskontor for F-35-flyet, Joint Program Office i USA (JPO), ikke kunne godkende.

"Ingen vil tage ansvaret for dette", skrev en medarbejder i JPO i en mail til det danske kampflykontor allerede i september sidste år.

Kritik fra eksperter

Disse oplysninger videregav Hjort Frederiksen dog ikke til Folketinget forud for mødet i december, hvor politikerne godkendte milliardindkøbet. Dermed kan flykøbet komme til at koste skatteborgerne flere penge til støjgener end hidtil oplyst.

- Hvis der har været den mindste tvivl om tallene, skulle det have været fremlagt for Folketinget. For på det tidspunkt i november og december kunne regeringen ikke have været i tvivl om, at der var massiv politisk interesse for sagen, siger professor i forvaltningsret Sten Bønsing til Jyllands-Posten.

Det samme mener professor i forvaltningsret Jørgen Albæk Jensen:

- Og her er det da en ekstra skærpende omstændighed, at den ikke gjorde det, når nu flere partier i Folketinget direkte havde rejst sagen, siger han.

Forsvarsministeriet afviser i en skriftlig udtalelse, at der er tilbageholdt oplysninger for Folketinget.

Facebook
Twitter