Forsvarsministeren udskyder planlagt rejse til Grønland efter svindelsag

Trine Bramsen (S) aflyser sin rejse for at få klarhed over sagen.

(Arkivfoto), Besøget var planlagt mandag og tirsdag. (Foto: Niels Christian Vilmann © Scanpix)

Forsvarsminister Trine Bramsen (S) udskyder sin rejse til Grønland som følge af den versende sag om manglende kontrol og svindel i Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse.

Det skriver Forsvarsministeriet i en pressemeddelelse.

Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse fik fredag hård kritik fra Statsrevisorerne og Rigsrevisionen, og derfor aflyser ministeren sit planlagte besøg mandag og tirsdag i Grønland for at få klarhed i sagen.

- Der er rettet en meget alvorlig kritik mod Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse.

- Det er en sag, som jeg tager dybt alvorligt - og som jeg hurtigst muligt ønsker at nå til bunds i og rydde op efter. Det samme gælder ministeriets håndtering af sagen, siger Trine Bramsen.

Fejl i 54 ud af 64 indkøb

Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse servicerer myndigheder under Forsvarsministeriet ved at levere og udvikle de fysiske rammer.

Styrelsen er fanget i en sag om to ansattes mulige millionsvindel i forbindelse med indkøb, som kom til offentlighedens kendskab torsdag.

I en rapport har Rigsrevisionen fundet fejl i 54 ud af 64 undersøgte indkøb.

Som eksempel brugte Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse 291 millioner kroner i december 2018, hvilket er over halvdelen af budgettet for hele året.

/ritzau/