Frank Jensen trodser S-top: Vil have forbud mod købesex

Københavns overborgmester går til valg på at forbyde købesex, som han mener fortsat er S-politik.

Frank Jensen, overborgmester i København, går trods regeringens politik, til kommunalvalg på et forbud mod købesex.

Selv om regeringen afviser at forbyde købesex, så går Københavns overborgmester og Socialdemokraternes næstformand, Frank Jensen, til november til valg på et forbud, skriver Information.

Socialdemokraterne i København har nemlig vedtaget et nyt valgoplæg, hvori det hedder, at trods modstand i Folketinget ønsker vi fortsat et forbud mod køb af sex.

Ifølge Frank Jensen ændrer SRSF-regeringens politik ikke ved, at Socialdemokraterne på kongressen i 2009 besluttede at arbejde for et sådant forbud.

Uacceptabelt at købe et menneske til sex

- Socialdemokraterne mener, at det er uacceptabelt i et socialt bevidst samfund at købe et andet menneske til sex, siger den københavnske overborgmester og næstformand for Socialdemokraterne.

- Det er der, hvor Socialdemokraterne står. Og det vil Socialdemokraterne selvfølgelig kunne arbejde for fortsat, tilføjer han over for Information.

Regeringen droppede ellers i november snakken om et forbud mod købesex, efter at Straffelovrådet havde frarådet det.

Ved den lejlighed forklarede statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) - som ellers støttede kongresbeslutningen i 2009 - at hun havde ændret holdning:

- Man skal ikke gøre sig nogen forhåbning om, at et forbud mod købesex ville få prostitution til at forsvinde, forklarede statsministeren på et pressemøde.

Tager ikke spørgsmålet op på ny

Efterfølgende har Socialdemokraternes hovedbestyrelse ganske vist bekræftet, at et forbud stadig er partiets politik. Men statsministeren afviser at tage spørgsmålet op på ny.

Det afskrækker dog ikke Frank Jensen. Overborgmesteren og den socialdemokratiske næstformand afviser, at de københavnske vælgere ikke kan vide sig sikre på Socialdemokraternes holdning.

- Det er rigtigt, at med denne regering - og det den har valgt indtil videre - så ligger det ikke lige for med et forbud mod købesex. Det kan vi godt se. Men det ændrer ikke på, at partiet mener det principielt, siger Frank Jensen.

/ritzau/

Facebook
Twitter