Fremads fødsel vækker frygt i blå blok: 'Det kan blive svært at genvinde magten'

Partiet Fremad er det sjette borgerlige parti i Folketinget. Risikoen for stemmespild er dermed øget dramatisk.

En kold onsdagmorgen i november skulle blive startskuddet for et nyt parti i den borgerlige lejr i Folketinget.

Partiet Fremad har set dagens lys og er allerede repræsenteret i Folketinget, da Simon Emil Ammitzbøll-Bille tager sit mandat med sig fra Liberal Alliance.

Partiet har ambitioner om at være på stemmesedlen, når der senest i 2023 afholdes folketingsvalg.

Hvorvidt partiet også vil være at finde i Folketinget efter det valg, kan kun tiden give os svar på. Det kræver nemlig, at de to stiftere får indsamlet omkring 20.000 vælgererklæringer.

K-ordfører: Der bliver kamp om stemmerne

Det står imidlertid klart, at der med seks borgerlige partier i Folketinget - og lige nu yderligere to opstillingsberettigede i kulissen, bliver kamp om stemmerne.

To procent lyder spærregrænsen som bekendt på, og det får de konservatives politiske ordfører, Mette Abildgaard, til at frygte et massivt stemmespild ved næste valg.

- Jeg siger velkommen til partiet Fremad. Umiddelbart ser det ud til, at EU, klima og vækst er noget af det, der er på deres dagsorden. Det kan vi godt samarbejde med dem om. Men jeg er spændt på at se, om der er plads til endnu et parti på højrefløjen, siger Mette Abildgaard.

- Jeg kan frygte lidt, at vi kan komme i en situation, hvor det bliver svært at genvinde magten, fordi vi har mange partier, der ligger sådan lige omkring spærregrænsen. Det er en bekymring, man kan have, når vi er mange partier, der skal deles om de samme vælgere, fortsætter hun.

Mette Abildgaard, politisk ordfører for Det Konservative Folkeparti, byder partiet Fremad velkommen men frygter et stemmespild i blå blok. (Foto: Sofie Mathiassen © Scanpix)

DF-formand: Yderligere splittelse

Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen-Dahl, frygter også risikoen for stemmespild, skriver han på Twitter.

Velkommen til Ammitzbølls nye parti “Fremad”. Men behov for endnu et parti? Ikke godt nyt for det borgerlige Danmark. Sandsynligvis et endnu større “stemmespild” nu. Minder iøvrigt meget om de radikale, hvor partistifteren begyndte sin politiske løbebane. Mette Frederiksen må være tilfreds, skriver DF-formanden og afslutter med et udråbstegn.

Ved valget i juni var stemmespildet i blå blok også massivt. Tre partier kom ikke over spærregrænsen på 2 procent. Stram Kurs fik 1,79 procent af stemmerne, Kristendemokraterne 1,73 procent, mens Klaus Riskær Pedersens parti med 0,84 procent af stemmerne heller ikke kom ind.

Tidligere finansminister: Overflødigt

Tidligere finansminister og nuværende Venstre-medlem Kristian Jensen ser ikke noget behov for endnu et parti.

- Nogle er serie-iværksættere. En enkelt er serie-partistifter, Simon Emil Ammitzbøll-Bille. Det virker bare overflødigt med flere partier. Der er rigeligt med borgerlige partier. Der er mere brug for borgerligt samling om Jakob Ellemann som vores statsministerkandidat, skriver han på Twitter.

Omvendt positiv er de radikales politiske leder, Morten Østergaard, der byder Fremad velkommen med åbne arme.

- Mange har travlt med at falde over Simon Emil Ammitzbøll-Bille og Christina Egelund. Jeg vil i stedet glæde mig over den tiltagende faneflugt fra den nationalkonservative svøbe, som rullede over Danmark de sidste fire år. Analysen er rigtig - kursen må lægges om, så vi igen kommer - ja fremad, skriver han på Twitter.