Frustrerede socialdemokrater stifter netværket En Rød Tråd

Debatnetværket skal genstarte diskussionen om de socialdemokratiske værdier for at få partiet ud af den vælgermæssige krise.

En stribe socialdemokrater er frustrerede over den politik, der er blevet ført på Borgen. Nu danner de et nyt netværk. (Foto: Claus Bech © Scanpix)

En stribe socialdemokrater forsøger nu at puste nyt liv i de socialdemokratiske mærkesager ved at stifte debatnetværket En Rød Tråd.

Det sker i frustration over partiets udvikling, fortæller de i Bag Borgen.

- Der er nogle meningsmålinger, der ikke er så gode i øjeblikket, så det kunne jo være, man skulle til at vende bøtten og prøve noget nyt, siger Karim Arfaoui, der er byrådsmedlem for Socialdemokraterne i Roskilde.

Mistet kontakt til baglandet

Han er en af de fem initiativtagere til netværket, der føler, at den socialdemokratiske partitop med formand Helle Thorning-Schmidt i spidsen har mistet kontakten til deres eget bagland og vælgere.

En anden af initiativtagerne er Allan Andersen, byrådsmedlem for Socialdemokraterne i Odsherred Kommune.

- Vi kommer ikke ud over kanten til den almindelige befolkning, vi kan ikke forklare, hvad det er, vi gerne vil, siger han til Bag Borgen.

Invitation til diskussion

Initiativtagerne, der tæller en folketingskandidat, et regionsrådmedlem og tre byrødder vil invitere rådvilde partimedlemmer og frustrerede vælgere med til en diskussion af Socialdemokratiets fremtid.

- Det, der er vigtigt, er, at vi tager en diskussion om, hvor vores parti skal hen, siger Kaare Dybvad, folketingskandidat for Socialdemokraterne i Holbæk-kredsen.

Selv mener han, at der er behov for at fokusere mere på helt almindelige mennesker.

Ritt Bjerregaard stiftede rød skole

- Jeg tror, vi skal prøve at frigøre os lidt fra den embedsmandsagtige tilgang, der nogle gange kan præge miljøet omkring Christiansborg, Slotsholmen og ministerierne, og så skal vi prøve at tage udgangspunkt i almindelige menneskers hverdag, siger han.

Det er ikke første gang, det socialdemokratiske bagland tager initiativ til en diskussion af partiets udvikling.

I 2008 tog daværende overborgmester i København, Ritt Bjerregaard, initiativ til den såkaldte Røde Skole, hvor man på debataftener skulle diskutere den fremtidige socialdemokratiske politik.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk