Frygter for salg af energi og veje: Regeringen vil have nødbremse over for udenlandske investorer

Danmark skal have mulighed for at afslå købstilbud på kritisk infrastruktur, siger minister.

- Vi ønsker, at Danmark får mulighed for at stoppe salget af kritisk infastruktur, hvis vi ikke har tillid til, at køberne har rent mel i posen, siger Kristian Jensen. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

Hvis Danmark i fremtiden får et købstilbud på danske veje, jernbaner eller energiselskaber fra udenlandske selskaber, så skal vi have mulighed for at trække i nødbremsen og stoppe salget.

Sådan lyder det fra finansminister Kristian Jensen (V), der i dagens Politiken fortæller, at regeringen barsler med et nyt lovforslag.

- Vi ønsker, at Danmark får mulighed for at stoppe salget af kritisk infrastruktur, hvis vi ikke har tillid til, at køberne har rent mel i posen, siger ministeren til DR Nyheder.

Særligt Kina har været langt fremme i skoene, når det gælder investeringer i Europa. Erhvervsmediet Bloomberg lavede i april en opgørelse, der viste, at Kina har investeret omkring 2.000 milliarder kroner i de seneste ti år i Europa. Heraf er cirka to milliarder kroner investeret i Danmark.

Vil ikke presses af udenlandske investorer

Finansminister Kristian Jensen slår fast, at lovforslaget ikke er rettet mod noget specifikt land. En ændring i loven skal blot sikre, at vitale ting i samfundet såsom strøm, vand og energi er ejet af de virksomheder, som formår at drive dem mest rationelt.

Derfor skal Danmark have mulighed for at lave en screeningsproces af investoren, som man ser det i blandt andet Tyskland og Storbritannien, inden man nikker ja til at salg af kritisk infrastruktur.

- Skrækscenariet er nemlig, at nogle vil benytte ejerskabet af kritisk infrastruktur til at presse Danmark til at gøre eller mene noget specielt eller undlade at gøre noget bestemt. Det kan vi naturligvis ikke acceptere, og derfor skal vi have muligheden for at have sådan en nødbremse, siger Kristian Jensen.

Der er allerede en lang række krav, når man sælger til udenlandske investorer. Så hvordan adskiller det, I gerne vil, i forhold til det, man gør i dag?

- Forskellen er, at det giver langt bedre mulighed for reelt at gå ind og vurdere, hvad der ligger bag en investering. Vi kan også få mulighed for at sige nej til en investering, hvis vi ikke har tillid til, at investeringen er ren kommerciel, siger han og fortsætter:

- Vi skal være bedst muligt rustet til en tid, hvor statsfonde og statsejede virksomheder kommer til at spille en meget mere aktiv rolle, end det vi har set tidligere.

Enhedslisten: Kritisk infrastruktur bør være på danske hænder

Hos Enhedslisten er man meget positiv i forhold til at indføre en nødbremse, når det gælder salg af kritisk infrastruktur til udenlandske investorer.

Erhvervsordfører Pelle Dragsted mener dog, at vi skal tage endnu mere vidtrækkende midler i brug.

- Det bedste vil være, at man politisk besluttede, at vi holder fast i, at kritisk infrastruktur er ejet af det offentlige, eller er i hænderne hos forbrugerejede selskaber, for så behøvede vi slet ikke at indføre en nødbremse, siger han.

Hos regeringen køber man dog slet ikke Enhedslistens forslag. Her slår man fast, at der kan være fin ræson i at lade udenlandske investorer købe sig ind i dansk infrastruktur.

- Selvfølgelig skal vi kunne handle frit og lade andre handle i Danmark. Den nationalistiske tankegang, hvor man stopper det internationale samarbejde, vil gøre Danmark fattigere. Jeg er ikke enig med Enhedslistens nationalromantiske drøm om, at man bare kan holde ting på nationale hænder, siger finansminister Kristian Jensen.