Går fra S i protest mod Helle Thorning

Karups tidligere borgmester forlader Socialdemokraterne i protest mod Helle Thorning-Schmidts holdning til iraker-anholdelserne i Brorsons Kirke.

Den tidligere mangeårige borgmester i Karup og nuværende medlem af byrådet i Viborg, Kjeld Merstrand, har smidt sin partibog i skraldespanden og meldt sig ud af Socialdemokraterne.

Det sker i protest over partiets melding i sagen om irakiske asylsøgere, der søgte tilflugt i Brorsons Kirke. Irakerne blev for en uge siden anholdt i kirken af et massivt politiopbud.

Helle skulle have taget afstand

- Jeg mener, ledelsen i partiet klart og utvetydigt skulle have taget afstand fra anholdelserne, siger Kjeld Merstrand til viborg-folkeblad.dk.

- Der er brugt metoder, der i betænkelig grad minder om fremgangsmåden i stater, som vi ellers ikke ønsker at blive sammenlignet med, tilføjer han.

Tung beslutning

Holdningen i partiets ledelse ligger ifølge Merstrand milevidt fra hans holdning i sagen.

- Derfor må jeg sige fra nu. Det er naturligvis en tung beslutning efter snart 50 års virke for Socialdemokraterne, siger Merstrand.

Han tilføjer, at farvellet til S intet har at gøre med de lokale - nu tidligere - partikammerater.

Kjeld Merstrand, der tidligere har siddet i Socialdemokraternes hovedbestyrelse, vil dog fortsat støtte den socialdemokratiske gruppe i byrådet.

Facebook
Twitter