Gamle kampfly var klar til pension, men nu bliver levetiden forlænget for at afskrække Putin

Beslutningen vil koste over en milliard kroner til udgifter som brændstof og ekstra personale.

De 40 år gamle kampfly, F-16, skal blive på vingerne til og med 2027, fordi vi ifølge forsvarsminister Morten Bødskov står i en fundamental anderledes situation. (Foto: JOHANNA GERON © Ritzau Scanpix)

Planen var egentlig, at de danske F-16-fly skulle udfases, i takt med at vi har købt nye F-35-fly.

Det skal de stadig, men nu kommer det til at ske i et noget langsommere tempo, end man tidligere havde tænkt.

Sådan lyder det fra Forsvarsministeriet i en pressemeddelelse.

Forklaringen er, at den sikkerhedspolitiske situation i Europa er "fundamentalt anderledes" end i 2016, hvor man lavede kampflyaftalen. Og sælger man flyene nu, vil det være "forbundet med væsentlige operative og sikkerhedspolitiske risici".

- Putins overgreb på Ukraine har forandret Europa og de trusler, som vi står overfor. Danmark tager et stort ansvar for fred og sikkerhed i kampen mod Putins trusler. Derfor øger vi Forsvarets mulighed for at bidrage til afskrækkelsen af Putin.

- Forsvaret af Natos territorium mod øst er mere centralt end på noget andet tidspunkt i nyere tid. Derfor forlænger vi den operative kapacitet for F-16, mens de nye F-35-fly bliver indfaset, udtaler forsvarsminister Morten Bødskov (S).

F-16-flyene skal nu fortsat være på vingerne fra 2023 til 2027, men det vil ikke komme til at påvirke indsættelsen af de nye F-35-fly.

Bag beslutningen står regeringen og forligspartierne, som har fulgt en anbefaling fra forsvarschefen.

  • F-16 har været det danske flyvevåbens primære kampfly siden 1980. Inden længe skal maskinerne på pension. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)
  • Afløseren er den større og tungere F-35, der derfor også larmer mere, fordi den har en større motor. Den første F-35 kommer efter planen til Danmark i 2023. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)
1 / 2

Analytiker: Fornuftigt at styrke beredskabet i den tid, vi lever i

Da aftalen blev lavet tilbage i 2016, havde man i Danmark indfundet sig med, at udfasningen ville betyde færre fly og mindre deltagelse i operationer i en årrække, fortæller DR's forsvarsanalytiker, Mads Korsager.

Men siden har situationen ændret sig - blandt andet med krigen i Ukraine - og derfor har man ifølge Mads Korsager vurderet, at det er for farligt med så få fly.

- Der er ingen tvivl om, at det er fornuftigt at styrke samfundets beredskab i forhold til at kunne passe på sit eget luftrum i den tid, vi lever i.

- Men omvendt kan man også spørge sig selv, om det, dengang man lavede aftalen, simpelthen var for naivt at regne med så få fly, og at vi helt kunne melde fra til at bidrage til Natos missioner.

Og det har man altså nu vurderet er tilfældet.

Forlængelsen af de årtier gamle F-16-fly vil koste cirka 1,1 milliarder kroner frem til og med 2027, oplyser Forsvarsministeriet. Det er penge, der skal bruges til brændstof, indkøb af reservedele samt fastholdelse og rekruttering af medarbejdere.

Og skal pengene tages fra den straksbevilling - altså posen med penge, som Forsvaret for kort tid siden fik - er pengene ved at være brugt op, når der også skal være til stigende brændstofpriser og missioner i Estland og Letland, vurderer Mads Korsager.

Flyvevåbnet risikerer, at presset personale skifter job

Det er særligt personale i flyvevåbnet, som de ekstra fly kan komme til at gå ud over, fortæller Mads Korsager.

- Der er ikke super mange ansatte i det firma, og nu skal de holde F-16 på vingerne, samtidig med at de også skal uddannes til at kunne vedligeholde og flyve F-35-fly, som foregår i USA.

- Det kommer til at trække store veksler på personalet, og spørgsmålet er, om de er nok til at kunne gøre det, siger han.

Også i Søværnet og Hæren oplever ansatte, at de skal være parate til at pakke kufferten og kan blive kaldt afsted med kort varsel. Det kan gøre jobbet mindre attraktivt.

- Det er sådan noget, der får familiemennesker til at tænke, om de skulle finde noget andet at lave, og det vil være det samme i Flyvevåbnet, siger Mads Korsager.

De første F-35-fly ventes at lande i Danmark i 2023. De får base på Flyvestation Skrydstrup.