Glad Heunicke på vej ind til forhandlinger: 'Vi kommer til at lempe meget betragteligt'

Partierne sidder i disse timer og forhandler, hvordan restriktionerne kan lempes.

Selvom ministeren var positiv, da han gik ind til forhandlingerne, så ville han ikke løfte sløret for, hvad regeringen mener, der bør lempes. (Foto: Philip Davali)

Der var store smil, da sundhedsminister Magnus Heunicke i eftermiddag gik ind til genåbningsforhandlinger i Justitsministeriet.

Sammen med Folketingets partier skal han de næste timer forhandle om lempelsen af de tilbageværende restriktioner.

- Vi står et fantastisk sted. Det er den her dag, vi har ventet på i alle de her hårde måneder. Vi har et lavt kontakttal, vi har få indlagte, vi har en smitte, der er fuldstændig under kontrol, vi har opbakning til vaccination, og så har vi den her sæsoneffekt, lød det fra sundhedsministeren.

- Vi kommer til at lempe meget, meget, meget betragteligt. Det er altså det her, vi har ventet på. Det her bliver nogle helt andre former for forhandlinger, end vi har haft tidligere.

Tidligere i dag skrev sundhedsminister Magnus Heunicke på Twitter, at kontakttallet er faldet til 0,8, efter det de seneste mange uger har ligget relativt stabilt på 1,1.

- Det her er beskrivelsen af en sommer, som vi virkelig har brug for i Danmark, hvor vi kan gøre noget af det, vi virkelig savner.

Han ville dog ikke løfte sløret for, hvad regeringen mener, der skal lempes, og hvor hurtigt det skal gå.

Radikale: Restriktioner for børn og unge skal udfases nu

Sundhedsministeren var langt fra den eneste, som var positiv, da han gik ind til forhandlingerne.

De radikales leder, Sofie Carsten Nielsen, kaldte det en 'glædelig dag'.

Hun håber på at få mundbindet i butikkerne væk efter i aften. Derudover mener hun, at en række restriktioner skal lempes for børn og unge.

- Jeg vil rigtig gerne have restriktionerne udfaset for vores børn og unge. Så de i daginstitutionerne kan lege sammen på kryds og tværs og i skolerne efter sommerferien. Og på højskolerne, som stadig kun må ses i hold.

- Forsamlingsloftet skal vi også kigge på, og kulturen over sommeren, så det får lidt videre rammer, fordi det alt sammen går godt.

Men selvom radikale gerne vil have åbnet op for så meget som muligt, så tror Sofie Carsten Nielsen ikke, at det er tid til, at nattelivet får lov til at åbne.

- Der skal være så få restriktioner tilbage som muligt, men vi skal lige høre de gode folk, som har set på epidemiens udvikling. Nattelivet bliver nok lidt svært stadig, indtil mange flere er vaccineret.

- Og så håber jeg, at vi også kan komme lidt senere på cafe og restauranter. Gerne snart.

  • - Jeg synes ikke helt, at vi kan komme tilbage til normalen nu. Der er stadig mange, der ikke er vaccineret endnu. Men jeg er villig til at kigge på lempelser, sagde SF's formand, Pia Olsen Dyhr. (Foto: Philip Davali © Ritzau Scanpix)
  • - Nu må det stoppe det her pjat. Vi skal væk med restriktionerne nu, sagde Liberal Alliances Ole Birk. (Foto: Philip Davali © Ritzau Scanpix)
  • - Selvfølgelig skal vi have coronapasset udfaset. Men vi skal samtidig sørge for, at der er testning i vores samfund, lød det fra Enhedslistens politiske ordfører, Mai Villadsen. (Foto: Philip Davali © Ritzau Scanpix)
  • - Jeg synes, det er absurd, at vi står i en situation, at vi har et mere restriktivt samfund, end vi havde i sommeren 2020, hvor vi havde præcis nul vaccinerede i Danmark, sagde Venstres Sophie Løhde, inden forhandlingerne. (Foto: Philip Davali © Ritzau Scanpix)
  • Hos Radikale Venstre vil man gerne have lempet restriktionerne på børne og ungeområdet. (Foto: Philip Davali © Ritzau Scanpix)
1 / 5

Venstre var knap så optimistisk

I blå blok håber man på, at der kun er enkelte restriktioner tilbage efter aftenens forhandling.

Forud for forhandlingerne meddelte både Venstre, De Konservative og Dansk Folkeparti, at de forventer et samfund tilbage til det normale meget snart.

- Vi rammer en afgørende milepæl om et øjeblik, at alle over 50 år har fået eller er blevet tilbudt en vaccine. Der er plads til, at vi får normaliseret Danmark, lød det fra Venstres politiske ordfører, Sophie Løhde.

Men hun var knap så optimistisk som sundhedsministeren, da hun gik ind til forhandlingerne.

- Sundhedsministeren var forholdsvis optimistisk, hørte jeg, da han gik ind. Jeg vil sige, at med det materiale, jeg har set fra regeringen, så deler jeg i hvert fald ikke den optimisme, i forhold til hvad der er beskrevet. Så trækker det i langdrag.

- Jeg synes, det er absurd, at vi står i en situation, hvor vi har et mere restriktivt samfund, end vi havde i sommeren 2020, hvor vi havde præcis nul vaccinerede i Danmark.

SF og Enhedslisten: Giv ældre mere frihed

SF's formand, Pia Olsen Dyhr, har ikke så travlt med at få alt normaliseret endnu.

- Jeg synes ikke helt, at vi kan komme tilbage til normalen nu. Der er stadig mange, der ikke er vaccineret endnu.

- Men jeg er villig til at kigge på lempelser, sagde hun, inden hun gik ind til mødet.

Formanden går ind til forhandlingerne og håber, at man kan lempe restriktionerne på ældreområdet.

- Skal vi ikke kigge på, om de kan få lov til at komme til banko, om de ikke kan være på plejehjemmet uden mundbind og alt muligt andet. Giv dem noget frihed, så lang tid har de heller ikke tilbage, lød det fra Olsen Dyhr.

Hun mener ikke, at mundbindet skal væk alle steder, og coronapasset skal ikke skrottes endnu.

Da Enhedslisten gik ind til forhandlingerne, så de også gerne, at mundbindet var passé på ældreområdet.

- De fleste ansatte og ældre er vaccineret, sagde politisk ordfører Mai Villadsen.

Enhedslisten var også med på, at der bliver fundet en plan for udfasning af coronapasset.

- Selvfølgelig skal vi have coronapasset udfaset. Men vi skal samtidig sørge for, at der er testning i vores samfund.

- Særligt de af os, der ikke er vaccineret, og som godt kan gå rundt og smitte eller i værste fald blive syge og dermed drive smitten videre. Så vi skal have fundet en ordentlig balance i det, sagde Villadsen.

Enhedlisten er dog varme tilhængere af et mere 'tillidsbaseret system', hvor man ikke bliver tjekket ved døren, men at man stoler på, at folk lader sig teste.

Forhandlingerne gik i gang klokken 16.00 og strækker sig hen over aftenen.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk