På Færøerne handler et valg til Lagtinget ikke kun om, om en ny regering bliver blå eller rød.

Det handler i lige så høj grad om, hvorvidt Færøerne skal have en regering, der ønsker selvstændighed, eller en regering, der ønsker at fortsætte med hjemmestyre inden for Kongeriget Danmark.

Det forklarer historiker Hans Andrias Sølvará fra Færøernes Universitet.

- Det betyder, at færøsk politik bliver mere kompleks. Vi ved ikke før et valg, om vi får en regering, der er højre- eller venstreorienteret, eller om vi får en regering, som er løsrivelses- eller samhørighedsorienteret. Det ved partierne heller ikke, siger han.

Der er nemlig ikke tradition for, at partierne før et valg melder ud, hvilken koalition de foretrækker.

Der er dog pejlemærker, man kan gå ud fra. For eksempel har det traditionelt været sådan, at når økonomien er stærk, giver det medvind til løsrivelsespartierne.

Ser man på den færøske økonomi lige nu, så er den bomstærk.

- Alligevel fylder selvstændighedsspørgsmålet ikke meget i færøsk politik, siger Hans Andrias Sølvará.

Det kunne man også se ved det seneste valg. Her dannede Folkeflokken, der er et selvstændighedsparti, som ligger på højrefløjen, regering med Sambandspartiet, som går ind for, at Færøerne skal forblive i rigsfællesskabet. En sådan konstellation er med til at lægge en dæmper på selvstændighedstrangen, forklarer Hans Andrias Sølvará.

- Så vil Folkeflokkens program, der handler om selvstændighed, blive kørt ud på et sidespor, siger han.

Det er ikke selvstændighed, der fylder lige nu

Men hvad så nu? Færøernes økonomi har nærmest aldrig været stærkere, og der er en historisk lav arbejdsløshed. Det burde netop være en indikator for at løfte den politiske selvstændighedsbevægelse.

Alligevel er spørgsmålet om selvstændighed ikke noget, der for alvor fylder. Heller ikke ved dette valg.

Det har i stedet været temaer som prisstigninger og inflation, et alt for dyrt boligmarked med få almene lejeboliger, udfordringer i sundhedsvæsnet, og at der mangler hænder i velfærdssektoren. Selvstændighedsspørgsmålet har ikke fyldt særlig meget.

Det er også noget, som adjunkt i statskundskab ved Færøernes Universitet Hallbera West har bidt mærke i.

- Færingerne har haft den holdning, at hvis vi får styr på økonomien, skal vi selvfølgelig være selvstændige. Pludselig står man i en situation, hvor det går meget godt, tallene er virkelig gode, og så man skulle tro, at tilslutningen ville stige, men det har vi ikke set, siger Hallbera West.

Forklaringen er blandt andet, at de to store selvstændighedspartier, Folkeflokkurin og Tjóðveldi, har svært ved at danne en fælles front, fordi de ligger på hver sin fløj af den politiske midte.

Derfor er de uenige i spørgsmål om fiskeri og fordelingen af ressourcer i samfundet, fortæller hun.

Blandt andet har en tidligere sag om fiskeripolitik, og hvordan lukrative fiskekvoter og rettigheder skal fordeles, vist, at de to partier er dybt uenige på det punkt.

- Selv om vi har er en blomstrende økonomi, har de partier, der traditionelt plejer at bære selvstændighedsbevægelsen på Færøerne, slet ikke kunne være i koalition sammen og har ikke været det i lang tid, siger Hans Andrias Sølvará.

Stemte for løsrivelse i 1946, men Danmark ignorerede

Skruer vi tiden tilbage, tog selvstændighedsbevægelsen på Færøerne for alvor fart i kølvandet på 2 Verdenskrig.

- Økonomisk var det gode tider. Man havde klaret sig selv på Færøerne, i praksis var der ingen dansk myndighed på Færøerne. Jeg tror, det var det, der udløste den stærke selvstændighedsbølge, der kom på det tidspunkt, siger historikeren.

Det var også medvirkende til den historiske folkeafstemning på Færøerne i 1946. Her stemte et snævert flertal for at løsrive sig fra Danmark. Den danske regering modsatte sig dog og kaldte afstemningen for ulovlig, og den danske konge opløste Lagtinget. To år senere blev Tjóðveldi stiftet med det formål at sikre Færøerne selvstændighed.

I slutningen af 90’erne tog en ny selvstændighedsbølge fart. Det skete, efter Færøerne var kommet på rette kurs igen efter noget af en økonomisk kæberasler i starten af 90’erne. Her gik landet nærmest konkurs og blev sat under administration af Danmark. Det udviklede sig dramatisk. Ligesom i 1946 følte færingerne sig snydt af Danmark, fordi man mente, at den danske regering gik ind og hjalp en af de to store banker på Færøerne, der var danskejet, ud af sine foretagender på Færøerne og efterlod regningen til de færøske skatteydere.

Det var med til at lægge fundamentet til den selvstændighedsregering, Færøerne fik i 1998, forklarer Hans Andrias Sølvará.

Færingerne er splittede

I dag er spørgsmålet om selvstændighed ikke kun noget, der deler det politiske system, det er også noget, der deler befolkningen.

I hvert fald viser en undersøgelse fra Færøernes Universitet i starten af året, at 41,3 procent af de adspurgte mener, at Færøerne skal sigte mod selvstændighed på den lange bane. 42,6 procent svarer nej, og 16,1 procent svarer ved ikke.

Ifølge historikeren kræver en ny politisk selvstændighedsbølge på Færøerne enten, at de to partier, Tjóðveldi og Folkaflukkurin, bliver enige om, at det er det, man vil arbejde for, selv om man ligger på hver sin fløj.

Eller også skal der opstå en krise i forholdet mellem Færøerne og Danmark, og det ser Hans Andrias Sølvará ikke noget tegn på.

- Jeg tror, man har den fornemmelse på Færøerne, at man bestemmer selv, og den danske regering blander sig ikke i, hvad man gør. Så der er heller ikke nogen konflikt, som selvstændighedsbevægelsen kan bruge. Der er ikke noget, hvor de kan sige, at den danske regering ikke accepterer, hvad vi vil, siger han.