Gør den naturen magisk - eller skal den skydes? Det mener Folketingets partier om ulven

Politikerne er meget uenige om, hvad der skal gøres ved ulven.

Folketingets ni partier er vidt uenige om, hvorvidt ulven skal have lov til at færdes frit i Danmark.

Ulven vækker alt fra glæde til frygt hos danskerne - også blandt de folkevalgte på Christiansborg.

En række partier ønsker at regulere ulven. Enten ved at indhegne den, skyde den eller helt ophæve fredningen af den. Men Danmark kan ikke bare på egen hånd beslutte at ophæve fredningen af ulven. Den er nemlig totalfredet under EU's habitatdirektiv.

Få overblikket over, hvad hver af Folketingets ni partier vil gøre ved ulven:

Socialdemokratiet: Hegn ulvene ind

Folketingets største parti foreslår, at alle vilde ulve bliver indfanget og derefter hegnet ind. Enten i reservater i Tyskland eller herhjemme.

- Vi vil ikke acceptere, at et rovdyr skaber så stor frygt og utryghed for mange mennesker især i det vestlige og sydlige Jylland, sagde miljøordfører Christian Rabjerg Madsen (S) 19. april til avisen Danmark.

Han har dog ikke en plan for, hvordan ulvene skal fanges ind, eller hvad man gør, når nye ulve krydser den dansk-tyske grænse.

Dansk Folkeparti: Hegn ulvene ind eller skyd dem

Dansk Folkeparti støtter ideen om at sætte ulvene bag hegn:

- Jeg ved, at man i Frankrig gerne vil have flere ulve, og vi har nogle, de må få, sagde dyrevelfærdsordfører Karina Due (DF) 19. april til avisen Danmark.

Partifællen Søren Espersen har også argumenteret for at give danske jægere tilladelse til at skyde og dræbe ulvene.

Venstre: Minister undersøger flere muligheder

Manden med det overordnede ansvar for ulve-situationen her til lands er miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V). Og han har ved flere lejligheder forsikret, at regeringen tager ulve-bekymringerne meget seriøst.

Ministeren undersøger med egne ord "med fuldt gåpåmod" muligheden for at indhegne ulve. Samtidig barsler han med en ny definition på, hvornår en ulv er en såkaldt problem-ulv. Det skal gøre det lettere at regulere ulvene.

- Jeg synes, det er vigtigt, at vi danskere kan være, når vi færdes i naturen, og kan holde får og kvæg. Det skal vi sikre - og det betyder også, at vi skal have en stærkere reguleringsmekanisme af ulven, sagde Esben Lunde Larsen 19. april til DR Nyheder.

Enhedslisten: Ulven gør naturen magisk

Under overskriften "Ulven skal mødes med åbne arme, ikke som jaget vildt" skrev daværende miljøordfører Maria Reumert Gjerding i et debatindlæg på Altinget den 8. marts:

- At vide, at vi nu deler land og natur med så fantastisk et rovdyr, kan være med til at gøre vores natur mere magisk og interessant og gøre, at vi får helt nye og mere spændende oplevelser i naturen.

Maria Reumert Gjerding sidder ikke længere i Folketinget for Enhedslisten, men er nu præsident for Danmarks Naturfredningsforening. Men både hun og partiet mener fortsat, at ulven gør naturen magisk.

Liberal Alliance: Tillad at skyde problem-ulve

LA fremsatte allerede for 1,5 år siden et forslag til, hvordan man kan regulere de ulve, der kommer for tæt på mennesker.

- Her og nu er løsningen, at vi får defineret, hvad en problem-ulv er, for vi må faktisk godt skyde problem-ulve. Og Liberal Alliance foreslog for 1,5 år siden nogle enkle og simple afstandskrav, så alle kan overskue og forstå, hvad der er en problem-ulv, sagde miljøordfører Carsten Bach den 18. april til DR Nyheder.

Regeringspartiet vil gøre det lovligt at skyde ulve inden for 50 meters afstand af husdyr, 200 meters afstand af driftsbygninger og 300 meters afstand af beboelse.

Alternativet: Ulven er ikke farlig

Danmark har brug for en vildere natur - med både bison, vilde heste og ulve, mener Alternativet, der derfor ikke vil gøre noget ved ulvene.

- Det er en stor misforståelse, at folk er bange for ulve. De gør ikke mennesker noget, det er bare noget, vi frygter, fordi vi er opflasket med "Den lille rødhætte og ulven", sagde miljøordfører Christian Poll 19. april til Ritzau.

De Radikale: Vi skal tage bestik af udviklingen

Landbrugsordfører Andreas Steenberg erklærede sig som "skeptisk tilhænger", da BT den 18. april spurgte, om Danmark skal arbejde på at få ophævet fredningen af ulven.

- Ulven er her, og den er et truet dyr, men vi skal heller ikke underkende frygten, og at den tager får og andre dyr af og til. Derfor skal vi holde øje og tage bestik af udviklingen, sagde han til avisen.

SF: Ulven skal bevares, men ikke på bekostning af får

Under overskriften "debatten om ulve mangler faglighed og respekt" argumenterede miljøordfører Trine Torp i et debatindlæg på Altinget den 1. marts for ikke at tegne et billede af ulven som enten ond eller et krammedyr.

- Ulven skal bevares, men ikke på bekostning af får og landbrugsdyr.

- I lande omkring os fjerner man de ulve, som måtte holde op med at være sky i forhold til mennesker. For nylig er det sket i Tyskland og Sverige, hvor en ulv, som ikke var sky, er blevet fjernet. Den mulighed bakker jeg op om herhjemme, skrev ordføreren hos Altinget.

De Konservative: Ophæv fredningen af ulven

Regeringspartiet har opfordret ministeren til "så hurtigt som overhovedet muligt" at tage kampen op i EU og få ophævet fredningen af ulven.

- Danmark er for lille til ulven. Den er blevet så stort et problem i det vest- og nordjyske, at borgerne i området må ændre adfærd, og det er rigtig skidt.

- Det er nemt at sidde herovre i København og synes, at ulven er noget af det herligste her på jorden, sagde landbrugsordfører Orla Østerby (K) den 18. april til DR Nyheder.