GRAFIK: Sådan forløber åbningen af Folketinget

Få et overblik over Folketingets åbning, hvor statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) gør status på rigets tilstand.

Et helt nyt folketingsår begynder i dag.

Dermed markeres den officielle afslutning på politikernes sommerferie, og en ny periode i det danske parlament sættes i gang.

Her følger et overblik over dagens forløb:

Klokken 10:

Gudstjeneste for folketingsmedlemmerne i Christiansborg Slotskirke.

Klokken 11:40:

Dronningen og de øvrige medlemmer af kongehuset ankommer til Christiansborg og modtages af Folketingets formand, Pia Kjærsgaard (DF).

Sådan ledsages medlemmerne af kongehuset op ad trappen foran Christiansborg og ind i Folketinget:

  • Folketingets formand, Pia Kjærsgaard, ledsager dronningen

  • 1. næstformand, Henrik Dam Kristensen (S), ledsager kronprinsen

  • 2. næstformand, Kristian Pihl Lorentzen (V), ledsager kronprinsessen

  • 3. næstformand, Christian Juhl (EL), ledsager prins Joachim

  • 4. næstformand, Mette Bock (LA), ledsager prinsesse Marie

  • Folketingets direktør, Carsten U. Larsen, ledsager prinsesse Benedikte

Det danske kongehus ved Folketingets åbning tirsdag d. 7. oktober 2014. Fra venstre ses kronprins Frederik, prins Joachim, dronning Margrethe, prinsesse Marie og prins Henrik. (Foto: Thomas Lekfeldt/Scanpix 2014) (Foto: Thomas lekfeldt © Scanpix)

Klokken 12:

Mødet i folketingssalen ledes af det længst siddende folketingsmedlem, og det er igen i år Bertel Haarder (V). Han har siddet i Folketinget i 36 år.

Det første punkt på dagsordenen er valg af Folketingets formand. Det ventes, at Pia Kjærsgaard genvælges til posten.

Herefter skal de de fire næstformænd vælges.

De fire næstformænd er Henrik Dam Kristensen (S), Kristian Pihl Lorentzen (V), Christian Juhl (EL) og Mette Bock (LA). Folketingets formand og de fire næstformænd udgør til sammen Folketingets præsidium.

Folketingets formand Pia Kjærsgaard og statsminister Lars Løkke Rasmussen ved åbningen i oktober 2015. (Foto: Thomas Lekfeldt/Scanpix 2015) (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

Dernæst er det statsminister Lars Løkke Rasmussens (V) tur til at indtage talerstolen for at holde sin åbningstale.

Ifølge grundloven skal statsministeren i sin tale gøre status over rigets tilstand og præsentere nogle af regeringens kommende initiativer.

Der er ingen debat i folketingssalen efter statsministerens tale. Det sker først torsdag 6. oktober klokken 10.

Historisk fakta om Folketingets åbning

  • Frem til grundlovens revision i 1953 blev Rigsdagen (som det hed mellem 1849 og 1953) indkaldt ved kongeligt åbent brev.

  • Åbningen starter med en gudstjeneste i slotskirken - en tradition der går tilbage til den grundlovgivende rigsforsamling. Gudstjenesten er offentlig. I den grundlovgivende forsamling var det forsamlingens ældste medlem, biskop Mynster, der talte. I dag udpeger kirkeministeren prædikanten.

  • Da Christiansborg Slotskirke var under ombygning og restaurering foregik gudstjenesten i Holmens Kirke.

  • I 1884 fandt åbningen sted i Københavns Universitets festsal. Fra 1885 og frem til 1918 fandt åbningen sted i den midlertidige rigsdagsbygning i Fredericiagade. Fra 1918 til 1953 foregik åbningen i Fællessalen og fra 1953 i Folketingssalen.

Facebook
Twitter