Grenov færdig som formand: Forlænger orlov indtil landsmøde

Isabella Arendt overtager samtlige formandsforpligtelser for Kristendemokraterne indtil landsmøde i oktober.

Stig Grenov sygemeldte sig under valgkampen og tog senere orlov. Den er nu forlænget, mens Isabella Arendt overtager posten indtil oktober. (Foto: KELD NAVNTOFT © Scanpix)

Kristendemokraternes landsformand, Stig Grenov, forlænger sin orlov fra formandsposten frem til partiets landsmøde den 12.-13. oktober.

Det skriver Kristendemokraterne i en kortfattet pressemeddelelse.

I første omgang var orloven på fire uger. Det blev meddelt i midten af maj og begrundet med, at partiformanden var presset på grund af stresssymptomer.

Stig Grenov uddyber over for Ritzau, at han fortsat ikke føler sig "fit for fight", selv om han er i bedring.

- Jeg har det langt bedre. Nu har vi lige haft et dejligt folkemøde. Men jeg kan mærke, at jeg er træt, og det slider meget på mig.

- Det bedste for KD er, at vi får stabilitet og fremgang, og jeg glæder mig over, at vi har en afløser, som har alle muligheder for at tage stafetten videre, siger Stig Grenov.

På KD's landsmøde til oktober skal der formelt vælges en ny formand. Stig Grenov har tidligere har anbefalet, at man vælger den politiske næstformand, Isabella Arendt. Hun er allerede indsat som fungerende formand.

Skyldes heldbred

Med søndagens melding om den forlængede orlov må 58-årige Stig Grenov formodes at have haft sin sidste dag som KD's formand efter syv år på posten.

Han fortsætter som aktivt medlem, men trækker sig også fra hovedbestyrelsen i Kristendemokraterne.

- Jeg trækker mig for mit helbred, men det er også god kutyme, at man ikke virker, som om man puster en ny formand i nakken, siger Stig Grenov.

Isabella Arendt vil overtage samtlige formandens forpligtelser og beføjelser indtil landsmødet, skriver partiet i meddelelsen.

Isabella Arendt overtog ligeledes formandens forpligtelser samt tv-debatter under valgkampen.

Isabella Arendt og Kristendemokraterne var tæt på at komme i Folketinget. (Foto: KELD NAVNTOFT © Scanpix)

Hun er blevet beskrevet af flere politiske kommentatorer som partiets håb. Stig Grenov har også kun ros til overs for sin afløser.

- Isabella er en meget vidende og skarpsindig kvinde, som også er hurtig til at replicere. Bedre end jeg, siger han.

Kristendemokraterne fik ved folketingsvalget 1,7 procent af stemmerne og blev dermed ikke stemt ind.

/ritzau/

Facebook
Twitter