Grønt lys fra Folketinget: Danske soldater og kampfly sendes i krig mod IS

Et bredt flertal i Folketinget har besluttet at sende danske soldater og kampfly til Syrien og Irak.

Det nye militære bidrag fra Danmark kommer til at koste 305 millioner kroner. (Foto: Kasper palsnov © Scanpix)

Efter en knap fem timer lang debat har et bredt flertal i Folketinget nu givet grønt lys til, at danske kampfly og soldater sendes i krig mod Islamisk Stat i Irak og Syrien.

Danmark har tidligere bidraget med syv F16-kampfly, der gennemførte 547 missioner og smed 503 bomber over Irak i kampen mod den berygtede terrororganisation.

Men flyene blev kaldt hjem på grund af slitage, stress blandt arbejderne og manglende arbejdskraft.

Nu udvides mandatet, så det danske bidrag kommer til at bestå af både F16-kampfly, specialstyrker og et transportfly - og omfatter cirka 400 danske soldater. 60 af dem er specialstyrker fra Jægerkorpset og Frømandskorpset.

Den brede kreds af partier, der bakker op om det udvidede danske mandat, består udover Venstre-regeringen af Dansk Folkeparti, Socialdemokraterne, De Konservative og De Radikale.

Uvist hvem vi støtter

Det er kommet frem via en række svar til Folketinget fra forsvarsminister Peter Christensen (V), at det ikke kommer til at stå klart for offentligheden, hvilke grupperinger vi skal hjælpe og samarbejde med på landjorden i Syrien.

Den internationale koalition – som ledes af USA, og som Danmark nu bliver en del af – støtter en gruppe ved navn Syriske Demokratiske Styrker, der er ”en samling af forskellige væbnede syriske grupper”, som forsvarsministeren formulerer det.

Men resten af de grupperinger, militser og fraktioner, som Danmark ventes at skulle støtte med især luftstøtte, er det ikke muligt at få et overblik over.

Forsvarsministeren har begrundet modviljen mod at oplyse navnene på samtlige grupper med et sikkerhedshensyn.

Under debatten i Folketingssalen før afstemningen kritiserede Enhedslistens udenrigsordfører, Nikolaj Villumsen, de manglende svar fra regeringen.

- Vi står i den fuldstændigt groteske situation, at forsvarsministeren ikke vil give os indblik i, hvilke syriske grupper som skal have militær støtte fra Danmark. Enkelte grupper er blevet nævnt, men vi har ikke fået det fulde billede, sagde han.

De Konservatives forsvarsordfører, Rasmus Jarlov, gjorde efterfølgende opmærksom på, at der er i sidste uge fandt et lukket samråd i Folketinget sted, hvor Enhedslisten fik svar på netop disse spørgsmål.

- Det er ikke noget, vi kan referere fra, fordi det er fortrolige oplysninger, men bare for god ordens skyld, så er de her spørgsmål blevet besvaret. Der har været en dialog med forsvarsministeren om netop det her emne, sagde Jarlov.

EL og Alt: Styrker ekstremismen

Han erkendte efterfølgende, at Folketinget træffer en beslutning uden at vide, hvad der kommer til at ske i Syrien:

- Men vi er der ikke specifikt for at støtte nogen. Vi er der for at udrydde Islamisk Stat og nedkæmpe dem, sagde den konservative ordfører.

Både Enhedslisten og Alternativet advarede om, at den danske deltagelse i krigen i Syrien er med til at styrke ekstremisterne.

- Vi vil hellere end gerne være med til at bekæmpe Isil (IS, red). Men vi vil ikke gøre det ved at kaste bomber, der risikerer at ramme civile og øge tilslutningen til ekstremister, sagde Nikolaj Villumsen (EL), der blev bakket op af Alternativet:

- Vi ved, at bomberne vil skabe mere had og mere terror. Så vi insisterer på den langsigtede løsning, og der er bomberne ikke løsningen lige nu, sagde forsvarsordfører René Gade (Alt).

Udenrigsminister Kristian Jensen (V) og justitsminister Søren Pind (V) i Folketingssalen under dagens behandling af forslaget om at sende Danmark i krig mod IS. (Foto: Nikolai Linares © Scanpix)

Men det er helt forkert, lød det fra forsvarsordfører Marie Krarup. Hun mener, at Danmark bliver tryggere ved, at danske soldater og kampfly nu deltager i krigen mod Islamisk Stat.

- Jeg er stolt af, at Danmark kommer til at deltage i den her aktion, og jeg mener, at det er det rigtige at gøre. Der er mange, der har drømme om dialog og fredelige midler, og det ville være dejligt, hvis det kunne lade sig gøre, sagde Marie Krarup:

- Det har bare vist sig, at det ikke er muligt. De (IS, red.) er kyniske og brutale og farlige. Og de er ikke bare farlige for deres naboer, de er også farlige for os. De angriber også i Europa. De hader Vesten, sagde DF-ordføreren.

R: Irak skal befries fra pest

De Radikale støtter det udvidede militære bidrag, men udenrigsordfører og tidligere udenrigsminister Martin Lidegaard (R), erkendte, at det har været et svært valg at træffe.

- Men vi ønsker hele Irak befriet fra denne pest, og at mennesker kan leve fredeligt. Derfor mener vi også, at det militære spor er nødvendigt, samtidig med at det er helt indlysende, at det ikke kan stå alene, sagde han.

De Radikale har sikret sig, at partiet vil blive konsulteret af regeringen, hvis missionen for de danske specialstyrker ændrer karakter til også at omfatte Syrien - i første omgang omfatter opgaven træning og rådgivning af irakiske og kurdiske styrker.

Den syriske by Idlib efter massive luftangreb. (Foto: MOHAMED AL-BAKOUR © Scanpix)

Desuden har De Radikale fået lovning på, at spørgsmålet om krigsfanger bliver afklaret, og at den civile indsats fortsat prioriteres højt.

Det er tidligere kommet frem, at forsvarsministeren ikke udelukker, at Danmark kan udlevere fanger til irakiske sikkerhedsstyrker uden først at have en aftale om, at fangerne ikke må mishandles eller henrettes.

For SF har det ikke været svært at træffe valget om, at man ike støtter det militære bidrag. Ifølge udenrigsordfører Holger K. Nielsen (SF) vil beslutningen om dansk deltagelse nemlig styrke den syriske præsident Bashar al-Assad.

- Det er Assad, som er årsag til det her. Det var Assad, der i 2011 slog det demokratiske oprør ned og er årsag til den syriske borgerkrig. Det er Assad, som har dræbt i hundredetusindvis af almindelige syrere og jaget millioner på flugt, sagde Holger K. Nielsen.

Han påpeger, at Islamisk Stat er "en brutal bevægelse", men at de ikke har nær så mange døde på samvittigheden som Assad.

- Det fortvivlende ved det er, at det nok ender med, at Assad sidder og jubler, sagde Holger K. Nielsen.

Minister: Kompleks kamp mod IS

Udenrigsminister Kristian Jensen (V) erkendte under debatten, at kampen imod Islamisk Stat bliver lang og kompleks.

- Det er derfor, at koalitionen har en bredspektret og flerårig strategi. Der er nu behov for, at Danmark genbekræfter og styrker sin støtte til den internationale koalitions indsats, og vi ønsker at påtages os det ansvar:

- Og det er blandt andet, fordi der er momentum i kampen mod ISIL (IS, red.). De har tabt 40 procent af det areal, de besatte dengang deres udbredelse var størst i Irak. De har tabt 10 procent af det areal, de besatte i Syrien, sagde udenrigsministeren.

I begyndelsen af december sidste år rettede USA henvendelse til Danmark og bad om mere militær støtte i kampen mod Islamisk Stat. Også Frankrig har anmodet om yderligere bidrag til koalitionen.

Flere partier kritiserede i forbindelse med den afsluttende debat og afstemning, at forsvarsminister Peter Christensen (V) ikke var til stede i Folketingssalen.

Men han oplyste allerede 11. april i et svar til Folketingets Forsvarsudvalg, at han ville være forhindret på grund af et EU-forsvarsministermøde i Luxembourg.

Det danske militære bidrag:

  • Der vil deltage op mod 60 specialstyrker - omfanget, opgaver og placering vil kunne variere som følge af udviklingen i koalitionens behov samt den nærmere afklaring af de konkrete opgaver.

  • Indledningsvis vil specialstyrkerne blive indsat i en kapacitetsopbygningsopgave i Irak, som vil omfatte træning, rådgivning og støtte af udvalgte irakiske styrker.

  • Kampflybidraget består af fire operative F16-kampfly og op til tre fly som logistisk reserve til indsættelse i både Irak og Syrien fra sommeren 2016 og seks måneder frem.

  • Bidraget ventes at omfatte op til cirka 110 personer. Kampflybidraget vil blive anvendt til offensive operationer samt til overvågning og indhentning af information.

  • Et C-130J-transportfly til indsættelse i hele operationsområdet i op til seks måneder er også en del af bidragetog ventes at omfatte op til 60 personer. Transportflyet vil primært blive anvendt som støtte til koalitionens specialoperationsopgaver.

  • Det nye militære bidrag kommer til at koste 305 millioner kroner.

Facebook
Twitter