Hård kritik af forslag om inflationshjælp: 'En skændsel' og 'tyndbenet'

SF og Dansk Folkeparti vil have flere penge på bordet i forhandlinger om inflationshjælp. Andre partier vil slet ikke dele hjælpepakker ud.

Regeringen præsenterede i går et forslag til ny inflationshjælp. (Foto: © Ida Marie Odgaard, Ritzau Scanpix)

Regeringen er klar til at bruge 2,3 milliarder kroner på en pakke med inflationshjælp til danskere, der er presset økonomisk af de forhøjede priser på alt fra madvarer til naturgas.

Det præsenterede regeringen på et pressemøde i går, hvor man også inviterede Folketingets partier til forhandlinger om, præcis hvad de 2,3 milliarder kroner skal bruges på.

De forhandlinger starter i dag, og et af de partier, der i dag skal ind forbi finansminister Nicolai Wammens (S) kontor er SF.

Men hos SF'erne er der ikke ligefrem begejstring for det oplæg, regeringen kom med i går.

For selvom regeringen lægger op til at bruge 300 millioner kroner på hjælp til udsatte børnefamilier, er det ikke godt nok, mener finansordfører Lisbeth Bech-Nielsen.

Især fordi de 300 millioner kroner kommer fra en pose penge, der tidligere var afsat til et midlertidigt børnetilskud til nogenlunde samme gruppe.

Altså penge, som børnefamilierne ifølge Lisbeth Bech-Nielsen allerede var blevet lovet, og som de nu får serveret igen.

- Jeg synes faktisk, det er en skændsel, at regeringen nu kommer med de her penge, for det er ikke nye penge, og det hjælper ikke de fattigste børnefamilier.

- De fattigste børnefamilier er så hårdt ramt. De skal ikke spises af med de penge, som de allerede en gang havde fået tildelt, siger hun.

Flere penge til hjælpepakker

Hun mener, at der skal flere penge på bordet end de i alt 2,3 milliarder kroner, som regeringen har lagt op til. Penge, som SF vil finde ved at beskatte redderivirksomheder som Mærsk hårdere.

Udover de fattigste børnefamilier mener SF, at man skal prioritere støtte til studerende og små købmænd.

Lisbeth Bech-Nielsen er ikke ligefrem tilfreds med regeringens udspil. (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Ritzau Scanpix)

Regeringen har ikke lagt sig fast på, hvordan alle pengene til inflationshjælp skal bruges, men er kommet med forslag om ekstra ældrecheck og de 300 millioner kroner til pressede børnefamilier.

Og selvom regeringen har flertal alene og derfor i princippet kunne vedtage det, den selv mente, har man alligevel valgt at invitere Folketingets partier til forhandlinger i håb om at få en bred aftale med mange partier.

Men i Dansk Folkeparti mener man heller ikke, at regeringens oplæg er ambitiøst nok.

- Det ser ret tyndbenet ud. Vi har større ambitioner på danskernes vegne end det, regeringen lægger op til, siger finansordfører Peter Kofod.

For selvom regeringen har lagt op til en ekstra ældrecheck på 5.000 kroner til de ældre, der modtager ældrecheck, er det ikke nok, mener partiet.

- Vores vigtigste ønsker er at holde de pensionister og førtidspensionister, som ikke kan arbejde, og som måtte have brug for et løft, skadesfri gennem den her situation, siger Peter Kofod.

Han mener ligesom SF, at der skal mere end 2,3 milliarder kroner på bordet i forhandlingerne.

Færre penge til hjælpepakker

Det er dog ikke alle partier, der ligefrem skriger på flere penge til inflationspakker.

For hos De Konservative er finansordfører Rasmus Jarlov skeptisk over for at dele checks ud til bestemte vælgergrupper nu.

- Det er helt grundlæggende en forkert økonomisk politik, at vi først opkræver rigtig mange skatter og afgifter fra danskerne, og derefter sender en check tilbage til nogle af dem.

- Hvis man skal hjælpe danskerne, er det mest oplagt, at man sænker skatter og afgifter i stedet for at sende checks, som også danner en sædvane for, at politikerne en gang imellem sender gaver til folk, som de så skal være taknemmelige for.

Der bør slet ikke deles checks og hjælpepakker ud, hvis det står til De Konservatives Rasmus Jarlov. (Foto: © liselotte sabroe, Ritzau Scanpix)

Også hos Liberal Alliance er der stor skepsis over for forslaget. Partiets leder, Alex Vanopslagh, har svært ved at se, at forhandlingerne kan ende med en model, som Liberal Alliance kan stå inde for.

- For vi er helt grundlæggende skeptiske over for at lulle danskerne og erhvervslivet ind i flere bureaukratiske hjælpepakker, som risikerer at puste til inflationen, siger han til Berlingske.

Forhandlingerne om inflationshjælp starter i dag og fortsætter de kommende dage. Regeringen regner med at have en aftale på plads inden vinterferien.