Hackere lækker folketingspolitikeres CPR-numre som hævn

En hackergruppe har tilsyneladende offentliggjort 22 politikeres fortrolige oplysninger i protest mod lov.

SF’s forsvarsordfører Holger K. Nielsen bekræfter over for Politiken, at det er hans cpr-nummer og øvrige personfølsomme oplysninger, der er blevet offentliggjort.

Navne, adresser, cpr-numre og mailadresser på 22 nuværende og tidligere SF'ere er torsdag blevet lækket på Twitter, skriver Politiken.

Det er angiveligt hackere, der har lagt de fortrolige oplysninger ud på det sociale medie som en straffeaktion mod den omstridte lov om Center for Cybersikkerhed, som Folketinget vedtog i går.

- I dag, den 11. juni 2014 (i går, red.) afslørede i jeres sande ansigt efter at have vedtaget loven om det danske 'Center for Cybersikkerhed'. I måneder har vi observeret jeres hykleriske tilgang til spørgsmål om privacy violations (overgreb på retten til privatliv, red.), skriver gruppen ifølge Politiken.

Holger K.: Ubehageligt

SF's forsvarsordfører Holger K. Nielsen bekræfter over for Politiken, at det er hans cpr-nummer og øvrige personfølsomme oplysninger, der er blevet offentliggjort.

- Det er da meget ubehageligt. Men så må vi forbedre it-sikkerheden i de systemer, vi har i SF. Jeg kan overhovedet ikke se nogen sammenhæng mellem det hackerangreb og loven om Center for Cybersikkerhed, som vi vedtog i går.

- Tværtom, så er Center for Cybersikkerhed jo netop oprettet for at dæmme op for cyberangreb, siger han til Politiken.

Afhoppere også ramt

Hackerne siger i en følgebesked, at de har oplysninger på andre SF'ere. Men de har kun lækket oplysninger på medlemmer af SF's folketingsgruppe, som de klandrer for at have stemt for loven.

Det stemmer dog ikke helt, for gruppen har også offentliggjort personlige oplysninger på afhopperne Ida Auken, der nu er medlem af De Radikale, og Ole Sohn, der skiftede til Socialdemokraterne.

Efterforskning indledt

Med på listen er også SF's tidligere formand Villy Søvndal, der har trukket sig fra landspolitik.

Centerchef i Rigspolitiets Cyber Crime Center (NC3), Kim Aarenstrup, oplyser til Politiken, at politiet har indledt en efterforskning af sagen.

/ritzau/

Facebook
Twitter