Hækkerup holder tæt med informationer om afgørende telefonsamtale

Rigspolitiet og Justitsministeriet havde den 5. november vigtig samtale om mink, hvor lovgrundlag blev drøftet.

Samrådet med justitsminister Nick Hækkerup (S) blev ikke færdig og fortsætter i næste uge. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

Hvem var det, som den 5. november om eftermiddagen havde en afgørende samtale, og hvad talte de helt præcist om?

Spørgsmålet var centralt, da justitsminister Nick Hækkerup (S) torsdag var i samråd om politiets rolle i aflivningen af mink. Men svaret kom aldrig. For Hækkerup holder igen med informationer om samtalen.

- Hvilket niveau, der er kommunnikeret på, ved jeg ikke konkret. Og jeg kan ikke sidde og sige konkrete navne, for så indtræder der en række hensyn til de ansatte, der skal beskyttes i deres rettigheder, hvis der måtte opstå en sag, sagde Nick Hækkerup.

Den konservative retsordfører Naser Khader spurgte til, om der var lavet et telefonnotat af samtalen. Det vil Nick Hækkerup nu undersøge.

Forventede ny lov inden for kort tid

Det fremgår af den redegørelse, som Miljø- og Fødevareministeriet har lavet om den ulovlige ordre om at aflive alle mink, at Rigspolitiet og Justitsministeriet talte sammen i den 5. november.

".. tidligt på eftermiddagen modtager Rigspolitiet telefonisk orientering fra Justitsministeriet om, at der ikke er hjemmel til at aflive mink uden for smittezonerne, og at der arbejdes på et hastelovforslag, der vil skulle skabe denne hjemmel."

Alligevel fortsatte politiet arbejdet med at aflive mink. Dagen efter, den 6. november, lavede Rigspolitiet en instruks til de betjente, der skulle ringe rundt til minkavlere uden for smittezoner. Det var i de områder, at der manglede grundlag til at kræve aflivning. Hvis minkavlerne sagde nej til en frivillig aftale, fik de besked på, at beslutningen var truffet og myndighederne ville komme og tømme besætningen alligevel.

Samtalen den 5. november fik ny opmærksomhed kort før samrådet. For i et svar til Folketinget forlød det, at det var Rigspolitiets helt klare forståelse, at den fornødne hjemmel ville foreligge inden for kort tid.

- Hvordan foregik det helt præcist? forsøgte den radikale retsordfører Kristian Heegaard under samrådet.

- Hvem bibringer politiet den opfattelse. Det er bare det, vi spørger om, lød fra det Venstres retsordfører, Inger Støjberg.

Trods de mange spørgsmål svarede Nick Hækkerup ikke direkte på det.

Det centrale spørgsmål.

Efter samrådet var Inger Støjberg også frustreret over, at Hækkerup ikke svarede.

- Det centrale spørgsmål i dag er, hvordan i alverden vi er havnet i en situation, hvor Rigspolitiet har fået et opkald, hvor man siger til dem, at der ikke er lovhjemmel til det her, men alligevel får de en forståelse af, at de skal bare køre videre og dermed jo aflive et helt minkerhverv. Det er jo det vi ikke får svar på, sagde Inger Støjberg.

Nick Hækkerup kritiserede efter samrådet politiet for at lave det ulovlige action card, når de godt vidste, der manglede lovhjemmel.

- Selv om man tror at der kommer lovhjemmel, så må man jo ikke agere som om, at der var lovhjemmel. og det har Rigspolitiet også beklaget.

Hvilke konsekvenser skal det så have personalemæssigt?

- Jeg har ikke taget stilling til, hvilke konsekvenser det skal have personalemæssigt. Der vil komme en uvildig undersøgelse af det her forløb, fordi Folketingets partier ønsker det.

Men synes du ikke det er en kæmpe skandale, at det kan ske?

- Jamen, det må jo ikke ske. Selvfølgelig må det ikke det.

Freder du Rigspolitichefen?

- Som det foreligger for mig nu, har jeg tillid til vores rigspolitichef Thorkild Fogde.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk