Hvem gav ordren?
Spørgsmålet er i disse dage helt centralt i forhold til minksagen, hvor myndighederne gik i gang med at aflive alle mink i Danmark, selv om lovgrundlaget ikke var på plads.
Statsminister Mette Frederiksen fortalte om regeringens beslutning på et pressemøde den 4. november. Men hun nægter at have give en ordre om at sætte gang i arbejdet med at aflive mink uden lovgrundlag.
Rigspolitiet deltog fra den 5. november aktivt i indsatsen med aflivning. Af den redegørelse, som Fødevareministeriet har lavet om sagen, fremgår det, at rigspolitichef Thorkild Fogde den 5. november om morgenen deltog i et møde Den Nationale Operativ Stab, NOST. Med på mødet var en række styrelseschefer, blandt andet fra Fødevarestyrelsen. Det er Fødevarestyrelsen, der har ansvaret for aflivningen af mink.
Det fremgår af referatet, at det var Rigspolitiet, som tog ordet på mødet. Rigspolitiet sagde, regeringen havde besluttet, at alle mink skulle aflives. Rigspolitiet henviste også til regeringen med en melding om, at der skulle fart på. Målet var, at alle mink skulle være døde den 16. november.
Rigspolitiets rolle i aflivningen endte med at blive kontroversiel. Politiet oprettede et call center, der skulle ringe rundt til minkavlere. De blev udstyret med en manual til deres opkald, et såkaldt action card. Og i manualen til minkavlerne uden for zonerne, hvor der altså ikke var lovgrundlag til aflivning, stod der blandt andet, at beslutningen om aflivning var truffet, og at myndigheder ville komme og tømme besætningen uanset hvad.
Den manual har Rigspolitiet siden beklaget, fordi der ikke var lovhjemmel til at sige det.
Jeg ved, det ikke er mig
Den ansvarlige minister for politiet, justitsminister Nick Hækkerup (S), kender heller ikke til, at politiet fik en ordre om at hjælpe til.
- Der er ikke nogen i Justitsministeriet, der beder politiet om at gøre det her.
Men hvorfor politiet kaster sig så ind i det her. Holder du fast i, at det ikke var dig, der gav dem ordren?
- Jeg ved, det ikke er mig, der har givet ordren. Jeg ved, at det her er et forhold, der vil blive undersøgt i forbindelse med den undersøgelse, der skal laves. Det, som jeg bare kan konstatere, er, at der er ringet rundt og givet en besked til minkavlerne, som var forkert.
Du siger, at det ikke er dig, der har givet en ordre om, at politiet skal kaste sig ind i det her. Men det fremgår ret klart af den redegørelse, der er lavet, at Rigspolitichefen på et møde den 5. november siger, at regeringen har besluttet, at alle mink skal aflives hurtigst muligt. Han henviser også til regeringen, når han siger, at der skal gang i det her hurtigt. Hvor har han det indtryk fra, hvis det ikke er kommet fra dig?
- Det må du snakke med rigspolitichefen om. Vores rolle i Justitsministeriet er, at vi den 5. november siger til Rigspolitiet, at der ikke er hjemmel til at foretage aflivning uden for smittezoner.
Men hvordan kan Rigspolitiet få det indtryk, at regeringen har besluttet det her, og det skal ske hurtigst muligt?
- Det skal jeg ikke kunne sige. Jeg kan kun sige, hvad jeg ved, og det er, at jeg ikke har givet besked om, at det her skal ske.
Men har du på anden måde bedt politiet om at være en aktiv del i indsatsen om at aflive mink?
- Nej.
Var syg med corona
Kan du forstå, at det for menigmand virker mærkeligt, at man har en redegørelse, hvor det står sort på hvidt, at rigspolitichefen siger, at regeringen har besluttet, at alle mink skal aflives så hurtigt som muligt, men regeringen afviser at have udstedt en ordre?
- Det er noget af det, der skal undersøges i den undersøgelse, der er på vej.
Kunne man forestille sig, at Thorkild Fogde havde fået indtrykket på grund af pressemødet den 4. november?
- Det skal jeg ikke kunne sige. Politiet har leveret en kæmpeindsats under coronakrisen og her er så begået en fejl, som vi erkender og som der rettes op på.
Du siger, at politiet har begået fejl. Har du selv begået fejl i forbindelse med politiets rolle i aflivningen af mink?
- Sagen er den, at fra 1. november og frem lå jeg syg med corona og var helt ude af loopet i forbindelse med behandlingen i koordinationsudvalget og det videre forløb.
Hvad så med dit ministerium?
- Det er noget af det, der vil blive afdækket, men den dialog, der har været mellem Justitsministeriet og Rigspolitiet, er, at man den 5. november siger, at der ikke er hjemmel til at aflive uden for smittezoner.
Rigspolitiet afviser at svare på spørgsmål om sagen.
"Da der lige nu pågår drøftelser af, om der skal udarbejdes en undersøgelse af forløbet, har vi for nuværende ikke yderligere kommentarer," skriver Rigspolitiet i mail.