Hækkerup: Vi skal have styr syrienskrigerne

Justitsminister Karen Hækkerup skal i næste uge mødes med ministerkollegerne i EU, hvor syrienskrigere er på dagsordenen.

Justitsminister Karen Hækkerup (S) mener, at Schengen-landene skal udveksle endnu flere oplysninger om syrienskrigere.

En svensker hjemvendt fra krigen i Syrien er også farlig for Danmark.

Ligesom en hjemvendt dansk syrienskriger kan være det i vores nabolande.

Derfor vil justitsminister Karen Hækkerup (S) styrke udvekslingen af informationer i det såkaldte Schengen-samarbejde.

- Det tragiske overgreb, der var på det jødiske museum i Belgien, var en syrienskriger fra Frankrig, som var rejst ind. Det vidner om, at grænser også i det her tilfælde kan krydses. Vi skal være endnu mere opmærksomme på, hvilke rejseruter folk anvender, og hvilke muligheder har vi for at orientere hinanden, siger Karen Hækkerup til dr.dk.

Schengen-samarbejdet omfatter 22 EU-lande samt Norge, Island, Schweiz og Liechtenstein. Som borger i et af Schengen-landene kan man frit bevæge sig på tværs af grænserne mellem de 26 lande.

DF: For langsomt

I næste uge skal Karen Hækkerup til EU-rådsmøde med de andre EU-landes justitsministre, og her skal man netop diskutere udenlandske krigere og hjemvendte.

Mulighederne for at optimere samarbejdet landene imellem er på dagsordenen.

- Vi arbejder alt, hvad vi kan, for at have styr på alle de her syrienskriger. Der er ikke nogen grund til som almindelig dansker at være bekymret for at blive udsat for et terrorangreb, siger Karen Hækkerup.

Hos Venstre er integrationsordfører Martin Geertsen enig i, at man også er nødt til at se på andre landes syrienskrigere.

- Vi kan ikke støtte ministeren nok i at tage initiativer på fælles europæisk plan. Vores opfordring er, at hun tager de hårdeste initiativer med i bagagen, siger Martin Geertsen.

Peter Skaarup fra Dansk Folkeparti havde gerne set, at justitsminister Karen Hækkerup i EU-regi for længst havde rejst behovet for mere informationsudveksling.

- Nu har vi diskuteret det her i flere år, så jeg kunne godt have tænkt mig, at ministeren allerede havde gjort noget. Det bærer jo præg af, at man eksempelvis ikke har fået lukket Schengen-adgangen for de krigere, der er taget afsted. Der bør man jo lukke af, så man ikke kan få ophold og transportere sig rundt i Schengen-landene efter at have været i krig i Syrien, siger Peter Skaarup.

PET vurderer, at mindst 100 danskere er rejst til Syrien for at deltage i krigshandlinger.

Facebook
Twitter