Hærværk, påkørsel og racistiske udtalelser: Her er listen over politikere, der fik ophævet immuniteten

Her er et overblik over politikere, som gennem tiderne har fået frataget deres parlamentariske immunitet.

Fra Venstre: Jette Gottlieb (EL), Thomas Danielsen (V), Peter Brixtofte (V) og Lene Espersen (K) er blandt de politikere, der har fået sin immunitet ophævet. Redigering: Søren Winther Nørbæk

Skal Dansk Folkepartis formand Morten Messerschmidt have ophævet sin parlamentariske immunitet?

Det bliver vi klogere på på tirsdag, efter Udvalget for Forretningsorden i dag har sagt god for, at Folketinget endnu engang skal tage stilling til Messerschmidts immunitet.

Hvis det sker igen, er han langt fra den første, som gennem tiderne har fået ophævet sin immunitet.

Vi har samlet et overblik hér over de sidste 30 år:

Thomas Danielsen (V) - 2015

. (Foto: © Philip Davali, Ritzau Scanpix)

Venstres fungerende gruppeformand, Thomas Danielsen, fik i 2015 frataget sin immunitet, efter han året forinden havde trykket lidt for hårdt på speederen, da han var ude at køre.

Helt konkret havde han kørt 160 kilometer i timen på en strækning, hvor fartgrænsen gik ved 130 kilometer i timen.

Folketingets Udvalg for Forretningsorden indstillede dengang enstemmigt, at fartoverskridelsen skulle koste Thomas Danielsen, der dengang var fiskeriordfører, sin immunitet, så han kunne retsforfølges.

Domovertrædelsen kostede en tur i byretten, hvor dommeren besluttede, at Danielsen skulle have en betinget frakendelse af sit kørekort, ligesom han fik en bøde.

Normalt så kan Folketingsmedlemmer godt få mindre bøder - for eksempel for at have kørt for stærkt - uden at deres immunitet skal ophæves.

Det kræver dog, at politikeren frivilligt betaler bøden, og det gjorde Danielsen ikke.

Han erkendte ikke forholdet, og derfor skulle hans immunitet ophæves, så der kunne rejses tiltale.

Jesper Langballe (DF) -2010

. (Foto: © BENT MIDSTRUP, Scanpix Danmark)

Dansk Folkepartis Jesper Langballe blev i 2010 dømt for at have overtrådt racismeparagraffen i straffeloven.

Historiker Lars Hedegaard, som dengang var aktiv i foreningen Trykkefrihedsselskabet, havde beskyldt muslimske fædre for at voldtage deres døtre.

Den debat blandede Jesper Langballe sig i. Han skrev et debatindlæg i Berlingske Tidende.

- Selvfølgelig skulle Lars Hedegaard ikke have sagt, at der er muslimske fædre, der voldtager deres døtre, når sandheden i stedet synes at være, at de nøjes med at slå døtrene ihjel (de såkaldte æresdrab) - og i øvrigt vender det blinde øje til onklers voldtægt, stod der.

Det fik statsadvokaten til at rejse tiltale mod Jesper Langballe. Han blev tildelt en bøde på 5.000 kroner.

Lene Espersen (K) - 2006

. (Foto: © Henning Bagger, Scanpix)

I 2006 blev daværende justitsminister Lene Espersens (K) immunitet ophævet, efter hun havde kørt en knallertkører ned.

Lene Espersen overså 19. september 2006 en knallert under et højresving på Amager. Den 31-årige kvinde på knallerten slog knæet i ulykken.

Den konservative minister blev idømt en bøde på 1.500 kroner for overtrædelsen af færdselsloven, og så fik hun frakendt sit kørekort betinget.

Straffen her er også i den milde ende, men da Espersen fik frakendt sit kørekort betinget, og altså skal bestå en kontrollerende køreprøve, for at bevare sin føreret, er det en skærpende omstændighed.

Efter retsmødet sagde ministeren, at hun ellers plejer at være meget forsigtig i trafikken, og at sagen her bare bekræfter hende i, at hun skal være endnu mere påpasselig.

- Jeg synes, det er godt, vi har skrappe straffe, og der er ikke nogen, der får mig til at holde mund med, at vi skal straffe hårdt, ikke mindst når det gælder højresvingsulykker. Her mener jeg simpelthen, at man skal være skrap. Også når det går ud over mig selv, sagde Lene Espersen efter retsmødet.

Flemming Oppfeldt (V) - 2004

. (Foto: © Jørgen jessen, Scanpix)

19. oktober 2004 blev Venstre-politiker Flemming Oppfeldt anholdt af politiet og efterfølgende sigtet for at have haft samleje med en mindreårig dreng på sin bopæl.

Flemming Oppfeldt blev anholdt, kort efter at Folketinget havde ophævet hans immunitet.

Af dokumenter fremgår det, at der blev anmodet om Folketingets samtykke til "at rejse tiltale for overtrædelse af straffelovens § 222, stk. 1, jf. §§ 224 og 225."

Paragraffen omhandler anden kønslig omgang end samleje med en person af samme køn under 15 år.

Oppfeldt var for retten i 2005 og blev idømt en betinget dom på fire måneders fængsel. Han blev frifundet i syv ud af otte forhold.

Flemming Oppfeldt erkendte tidligt i forløbet at have haft oral- og analsex med en 13-årig dreng. Ifølge Oppfeldt havde drengen dog løjet om sin alder og sagt, han var 15 år, der altså er over den seksuelle lavalder.

Peter Brixtofte (V) - 2003

. (Foto: © liselotte sabroe, Scanpix Danmark)

Peter Brixtofte måtte forlade sin post som borgmester i Farum efter afsløringer en lang række økonomiske uregelmæssigheder, som kastede kommunen ud i en alvorlig økonomisk krise.

Brixtofte fik efterfølgende ophævet sin immunitet. Folketingets medlemmer måtte faktisk af to omgange tage stilling til Brixtofte parlamentariske immunitet, da Bagmandspolitiet, som efterforskede sagen mod den tidligere Farum-borgmester, havde ændret anklageskriftet.

Brixtoftesagen blev anket flere gange, men endte i Højesteret i 2008, hvor dommeren stadfæstede de tidligere domme i Hillerød Kriminalret og Østre Landsret.

Brixtofte blev kendt skyldig i mandatsvigt af særlig grov karakter, og blev idømt to års fængsel for sin rolle i den såkaldte "sponsorsag".

Den handler om, at Farum Kommune betalte entreprenørselskabet Skanska en overpris på ni millioner kroner for renovering af en idrætshal. Millionerne blev efterfølgende sendt videre til håndboldklubben Ajax-Farum i form af et sponsorat.

Jette Gottlieb (EL) - 1998

. (Foto: © Philip Davali, Ritzau Scanpix)

I 1998 blev Enhedslistens Jette Gottlieb, der i dag også sidder i Folketinget for partiet, grebet med en spraydåse, efter hun havde malet gule striber på nogle kantsten i København.

Hendes immunitet blev ophævet, så politiet kunne rejse tiltale imod Gottlieb. Hun blev tiltalt for at have anrettet skader for 2.560 kroner.

Gottlieb erkendte dengang, at hun havde malet kantstenene, men argumenterede for, at handlingen skulle få folk til at overholde den lov, som gør det ulovligt at parkere mindre end ti meter fra et kryds.

Ifølge Jette Gottlieb var aktionen en reaktion på, at kommunen og politiet ikke følger loven. Og det gør de bevidst, mente hun, fordi det ville betyde omkring 10.000 færre parkeringspladser i København.

Hun blev efterfølgende dømt for forseelsen.

Karen Jespersen (S) - 1994

. (Foto: © Linda Kastrup, Scanpix)

Daværende Socialdemokrat Karen Jespersen fik også ophævet sin immunitet, efter at hun have kørt en fodgænger ned.

Ifølge Folketingets dokumenter blev der anmodet om Folketingets samtykke til at rejsetiltale for at have undladt "at standse et motorkøretøj for en gående i fodgængerfeltet".

Grethe Fenger Møller (K) - 1993

. (Foto: © Linda Kastrup, Scanpix Nordfoto)

Konservatives Grethe Fenger Møller sad under Poul Schlüters regering med hård hånd som arbejdsminister fra 1982 til 1986.

Men hendes karriere sluttede som følge af hendes lille, men væsentlig rolle i Tamilsagen, som også var årsagen til, hendes immunitet blev ophævet.

Tamilsagen er betegnelsen for den konservative justitsminister Erik Ninn-Hansens (1922-2014) og hans ministeriums nedprioritering af tamilske flygtninges retskrav om familiesammenføring i årene 1987-88.

Grethe Fenger Møller blev inddraget i sagen som daværende formand for Retsudvalget, og hun blev i 1994 dømt for at give falsk vidneforklaring i retten. Hun blev idømt 60 dages betinget hæfte.

Hæftestraf var en mild type fængselsstraf, som tidligere anvendtes i Danmark. Straffen var tiltænkt "personer, der står uden for de egentlige forbryderes kreds".

Yderligere mistede hun som konsekvens sine politiske poster i Folketinget og Frederiksberg Kommune, sit formandskab for Ligestillingsrådet og sin opstillingskreds.