Halshugninger, kovendinger og nu et farvel: Folketinget sløjfer blasfemiparagraffen

BAGGRUND: Danmark fik sin første blasfemibestemmelse for 334 år siden i 1683. Efter flere omgange med hård debat står den nuværende paragraf for fald.

Snart er det - for første gang i 334 år - ikke længere ulovligt at komme med blasfemiske udtalelser i Danmark.

Et massivt flertal i Folketinget bestående af samtlige partier undtagen Socialdemokratiet har i dag stemt for et forslag fra Enhedslisten om at ophæve paragraf 140 i straffeloven, der også er kendt som blasfemiparagraffen.

En historisk beslutning, der betyder, at Danmark gør op med mere end 300 års lovmæssig tradition.

Paragraffen har ført til ganske få egentlige retssager, men dog fik en soldat en gang angiveligt hugget hovedet af, ligesom en gruppe antisemitter i 1938 blev smidt i fængsel. Senest er en nordjysk mand tiltalt for at afbrænde en koran.

Kongens magt

Den første blasfemibestemmelse i Danmark blev indført med Danske Lov i 1683 under Christian V. Straffen bestod blandt andet i, at man fik tungen skåret ud og hovedet hugget af, hvis man hånede Gud.

Dengang var blasfemi noget, der skulle beskytte kongen og det, som kongen stod for, fortæller Signe Engelbreth Larsen, der har skrevet ph.d.-afhandling om politiske forhandlinger om blasfemiparagraffen.

- Det var en meget barbarisk straf, som dog ikke blev brugt så meget i praksis. Men bestemmelsen handlede om, at man ville styrke det, som kongen anså for at være den rigtige moral og religion.

- Dengang var det det teologiske fakultet på Københavns Universitet, som skulle vurdere, om blasfemisagerne nu også var blasfemi, og så kunne de indstille sagerne til kongen, siger Signe Engelbreth Larsen.

Kong Christian den 5. af Danmark fik i 1683 indført landets første lov, der forbød blasfemi. (Foto: NF © Scanpix)

Soldat dømt til halshugning

Det vides ikke præcis, hvor mange gange straffen blev brugt, men historiske gennemgange har vist, at det sandsynligvis ikke var ofte.

- Der var i 1687 en soldat, der blev dømt til halshugning, men vi ved ikke, om hans hoved også blev sat på en stage, og det var sjældent, at man så den meget makabre eksekvering af straf.

I 1866 blev en markant anderledes version af blasfemiparagraffen indført. Der var sket en del i årene op til. Der kom en “Trykkefrihedsforordning” i 1799, som åbnede op for beskyttelse af også andre religionssamfunds gudsdyrkelse, Grundloven blev indført i 1849, og i 1851 blev indført en presselov, som minder meget om den nuværende blasfemiparagraf.

- I 1866 ønskede man en lidt mere tidssvarende straffelovgivning. Debatterne om blasfemiparagraffens fortsatte eksistens vidnede allerede her om, at man havde et Folketing med en mere sekulær dagsorden. Her var der også politikere, der var bekymrede for, om paragraffen ville lægge en uhensigtsmæssig dæmper på litterær, religiøs polemik, fortæller Signe Engelbreth Larsen.

Debatten ældre end paragraffen

Rudolf Varberg, der i 1800-tallet tilhørte den politiske gruppering De Nationalliberales venstrefløj og var erklæret ateist, var blandt modstanderne af en ny blasfemiparagraf. Til sidst måtte Varberg dog erkende sit nederlag.

- Men man havde altså en diskussion allerede i 1866, om hvad det betyder at have sådan en paragraf, og skal vi overhovedet have den, siger Signe Engelbreth Larsen

Diskussionen om blasfemiparagraffen er i den forstand ældre end selve paragraffen, som vi kender den i dag.

I den seneste version af straffeloven fra 1930 sker der det, at blasfemiparagraffen skifter "kapitel" i loven og går fra at handle om forbrydelser mod religion til at handle om forbrydelser mod den offentlige fred og orden. Man beskytter altså ikke religion for religionens skyld, men for samfundsfredens.

- Vi hører tit i debatten om, at vi er vokset fra at have en paragraf, der beskytter guder, men det er egentlig ikke det, den gør, hvis man læser paragraffen. Den beskytter religiøse trossamfund og den offentlige fred, fortæller Signe Engelbreth Larsen.

Årtiers kovendinger

Igennem de sidste 100 år har blasfemiparagraffen været til debat en række gange, men hver gang har et politisk flertal besluttet at bevare den.

- Det skifter meget, hvilke partier der er for og imod paragraffen. Typisk ser vi, at de partier, der er ved magten, er mere tilbøjelige til at bevare paragraffen, end dem, der ikke er ved magten. For partierne på yderfløjene bliver det en lidt gratis og meget principiel diskussion, hvor dem, der skal stå med ansvaret for den endelige signalværdi, tøver lidt mere, siger Signe Engelbreth Larsen.

Dagens beslutning i Folketinget om at afskaffe blasfemiparagraffen blev taget af et særdeles bredt flertal i Folketinget, hvor kun Socialdemokratiet stemte imod en afskaffelse.

Det massive flertal kom på plads tidligere på ugen, da Venstres folketingsgruppe efter to dages diskussion og intern uenighed besluttede at ændre holdning og stemme for en afskaffelse.

Det er dog langt fra kun Venstre, som i årenes løb har foretaget kovendinger i debatten om blasfemiparagraffen.

- Det er faktisk lidt sjovt, at Socialdemokratiet – som i dag er det eneste parti, der ønsker at bevare paragraffen – gerne ville af med den, når man ser på debatten om blasfemiparagraffen op til 1930. Socialdemokratiet og De Radikale mente, at vi i forvejen var så civiliserede i vores omgangstone i Danmark, at vi ikke havde behov for en juridisk paragraf, der skulle behandle religiøse krænkelser, for dem var der slet ikke nogen, som ville fremføre, fordi vi var så civiliserede i forvejen, siger Signe Engelbreth Larsen.

- Socialdemokratiet foreslog den afskaffet så sent som i 1970’erne, og De Radikale har også skiftet position for nyligt. De Konservative har også længe været for blasfemiparagraffen, men er det ikke længere, siger religionssociologen.

Blasfemisagerne

Den første sag om blasfemi i Danmark kom i 1938, hvor fem antisemitter blev idømt mellem 20 og 80 dages hæfte for smædeskrifter imod det jødiske trossamfund. Det er den eneste nyere blasfemisag, som har ført til frihedsberøvelse.

- Dengang havde man ikke en paragraf 266b (racismeparagraffen). Når det drejede sig om sådan nogle kollektive ærekrænkelser, havde man kun blasfemiparagraffen, og der fandt den så pludselig anvendelse.

- Så i forhold til Danske Lov i 1683, hvor blasfemiparagraffen kom til at beskytte magten og magtens religion, så kom den efter sagen mod antisemitterne til at betyde minoritetsbeskyttelse. Det har været den betydning, der op igennem den nyere historie har knyttet sig til blasfemiparagraffen.

- Det var nok også det, der gjorde, at paragraffen overlevede 1970’erne, selvom en provokatør som Jens Jørgen Thorsen gjorde sit for at mørne og konstant udfordre den, siger Signe Engelbreth Larsen.

Den politiske debat i 1970’erne handlede altså især om behovet for at beskytte minoriteter, og da der samtidig begyndte at komme indvandrere og gæstearbejdere til Danmark var argumentet, om vi nu havde nok tolerance til at slippe paragraffen.

- Det var Venstres argument i 1970’erne, og det endte som bekendt med, at vi bevarede blasfemiparagraffen.

Siden dommen mod antisemitterne i 1938 har der været en enkelt sag, hvor blasfemiparagraffen har været brugt til at dømme nogen. Det var i 1946 og drejede sig om tre personer, der fik bødestraf for lave en falsk dåbshandling på en dukke ved en udklædningsfest i et forsamlingshus.

Den seneste retssag var i 1971, hvor to programchefer fra DR blev anklaget for blasfemi, fordi de havde tilladt sangerinden Trille at synge sangen ’Øjet’ på i et familieprogram på tv og desuden spillet sangen to gange i radioen. Begge programchefer blev frifundet.

I dag står en nordjysk mand tiltalt under den netop afskaffede blasfemiparagraf, efter at han brændte en koran i sin have. Anklagemyndigheden har meddelt, at man ”snarest” vil oplyse, hvad afskaffelsen af paragraffen får af konsekvenser for den aktuelle sag.

Se Trille synge 'Øjet' i 1970. Artiklen fortsætter under klippet.

Politisk accept

Signe Engelbreth Larsen mener, at det med årene er blevet mere politisk acceptabelt at spotte andre menneskers religion.

Den politiske accept af blasfemi blev indledt i 1970’erne og 1980’erne og kulminerer i dag, hvor et flertal i Folketinget har ophævet blasfemiparagraffen.

- I faglitteraturen beskrives blasfemikeren altid som "en anden", altså en, man forfølger eller udelukker fra resten af samfundet. Men man kan se en generel tendens i Vesten og særligt Danmark til, at vi indoptager det at være blasfemisk i vores kultur.

- Det er en bevægelse der begyndte i 1970’erne, og som også blev tydelig med Salman Rushdie-sagen. Rushdie (forfatter til bogen ”De Sataniske vers”, red.) blev et symbol på alt, hvad vi synes, at vi står for i et vestligt demokrati. Rushdie-sagen blev også en del af demokratikanonen fra 2008.

- Det blev ligesom indskrevet i vores kultur, at vi er sådan nogle, der tør gå heftigt til religionen. Det så man meget i debatterne i 00’erne, og efter drabet på Theo van Gogh (hollandsk filminstruktør, red.) foreslog Dansk Folkeparti nærmest årligt, at vi skulle afskaffe blasfemiparagraffen, siger Signe Engelbreth Larsen.

Strid om tekst på gravstenen

Hun mener, at hele blasfemidebatten i 00’erne blev meget eksplicit "framet" af den islamkritiske vinkling, som især Dansk Folkeparti stod for.

- Det betød også, at der ikke kunne findes det flertal, som vi ser i dag. De partier, der længe har villet af med blasfemiparagraffen, også på venstrefløjen, ville ikke rigtig gå med på Dansk Folkepartis rammesætning af, hvorfor vi skulle af med paragraffen.

- Dansk Folkeparti hævdede også, at det nærmest var blasfemisk i et kristent land at have en blasfemiparagraf, fordi Jesus jo blev dømt for blasfemi. Det var en religiøs argumentation, som nogle af venstrefløjspartierne ikke rigtig var med på.

De forskellige partiers argumenter for at afskaffe blasfemiparagraffen har nærmest været lige så forskellige som partierne selv, mener Signe Engelbreth Larsen.

- Man vil gerne have lov at bestemme, hvad der skal stå på paragraffens gravsten, når den skal afskaffes, og derfor så man også i 00’erne, at debatten næsten kom til at handle mere om, hvorfor den skulle afskaffes, end om den overhovedet skulle afskaffes.

Modsat Dansk Folkeparti har venstrefløjspartier som Enhedslisten og SF typisk argumenteret for en afskaffelse med henvisning til behovet for at adskille kirke og stat. Hvilket Dansk Folkeparti så har været helt uenig i.

I dag er alle partier - undtagen Socialdemokratiet - efter mere end 100 år nået til enighed: Blasfemiparagraffen er fortid.