Halvdelen af danskerne ønsker rygeforbud ved udeservering

51 procent af danskerne vil gøre det forbudt at smøge den på restauranter og caféers udeserveringer. Men der skal være plads til alle, lyder det fra brancheforening.

Skal det være fortid at ryge en cigaret på udeserveringsområder? Ja, mener lige over halvdelen af danskerne i en undersøgelse. Arkivfoto fra Nyhavn i København. (Foto: © søren bidstrup, Ritzau Scanpix)

Hvis du er en af dem, der hiver en smøg op af tasken, mens du sidder under en parasol udenfor på en restaurant eller en café og spiser aftensmad, så er det her en skodnyhed.

For der er allerede forbud mod at ryge indendørs på langt de fleste restauranter og caféer, men halvdelen af danskerne mener, at politikerne også bør gøre det forbudt at ryge på udendørsområder, hvor der bliver serveret mad og drikke.

Det viser en undersøgelse, som Epinion har lavet for DR Nyheder.

51 procent af de adspurgte vil have skoddet smøgerne på de udendørs serveringsområder, mens 41 procent ikke mener, det skal være forbudt.

'Hvis man kan lugte røg, inhalerer man giftige stoffer'

Det er en god idé med et forbud, lyder det fra Danmarks førende forsker på området, Charlotta Pisinger, der er professor i tobaksforebyggelse på Frederiksberg Hospital. Både for rygerne og for ikkerygerne, siger hun.

Danmarks førende forsker i tobaksforebyggelse, Charlotta Pisinger, mener, det er en god idé at indføre et forbud mod rygning på udeserveringsområder. Det vil både være godt for rygere og ikkerygere.

- Der er ingen tvivl om, at hvis man kan lugte røgen, så inhalerer man også de mange hundrede giftige stoffer og de 70 kræftfremkaldende stoffer, der er i røgen. Og det gør ikke noget godt for ens helbred, siger hun.

Der er dog ikke lavet nogen studier, der specifikt har undersøgt, hvor stor en helbredsmæssig effekt et forbud på udeserveringsområder vil have.

- Hvor alvorlig en skade, der sker, afhænger jo af, hvor meget man er udsat, om der sidder mange rygere omkring én, og om man sidder der ofte og længe. Er man én, der hænger ud mange, mange timer på en udendørscafé omgivet af rygere, så vil det formentlig påvirke ens helbred, og man ved, at hjertet meget hurtigt tager skade af passiv rygning, siger hun.

Der er til gengæld evidens for, at rygeforbud har en effekt helt generelt, fortæller hun. Eksempelvis så man, at forbuddet mod at ryge indenfor medførte færre børn indlagt med eksempelvis astma og lungeinfektioner, færre børn blev født for tidligt, og færre blev syge med lungekræft, blodpropper i hjertet og slagtilfælde. Risici, som også passiv rygning kan medføre.

Og Charlotta Pisinger mener, at et udeserveringsrygeforbud også vil være positivt for rygerne.

- Tre ud af fire rygere har et ønske om at holde op med at ryge, og et rygeforbud understøtter deres ønske om at blive røgfri, siger hun.

'Jeg ryger sammen med dem'

I sidste måned indledte sundhedsminister Sophie Løhde (V) forhandlinger med Folketingets partier om forebyggelse af brugen af tobak, nikotin og alkohol - med et særligt fokus rettet mod unge.

Zoomer man ind på unge, så viser epinionsundersøgelsen, at 46 procent af de adspurgte mellem 18 og 34 år gerne vil have et forbud mod rygning på udendørsseveringssteder. To af dem er studenterne Ida Margrethe Steensborg og Caroline Christine Bonde.

- Når man er på en pub eller en bar, så giver det måske mening, at man kan ryge, men når man sidder på restaurant og spiser og hygger sig, så er det ikke så lækkert at få cigaretrøg i hovedet, siger Ida Margrethe Steensborg.

- Hvis andre ikke har lyst til at få røg i hovedet eller lugte af røg, så er det træls for dem, siger Caroline Christine Bonde.

Og det er bygningskonstruktør Alan Rashid helt enig i.

- Det påvirker meget, når det blæser. Jeg føler, at jeg ryger sammen med dem. Jeg ville hellere, at der var nogle rygeområder som på diskoteker, siger han og tilføjer, at han ikke synes, man kan bede rygerne om at lade være med at ryge.

- Jeg vil gerne være høflig, og det er jo ikke ulovligt, så de har ret til det, siger han.

  • Ida Margrethe Steensborg og Caroline Christine Bonde synes begge to, at et forbud ville være en god idé.
  • Selvstændig entreprenør Palle Gustafsen er uenig. Det er i forvejen begrænset til få steder for rygerne.
  • Bygningskonstruktør og projektleder Alan Rashid føler, at han ryger sammen med rygerne, når han sidder udenfor og spiser - selvom han ikke selv ryger. Derfor er han for et forbud.
1 / 3

Undersøgelsen viser, at 41 procent ikke vil have et forbud. En af dem er selvstændig entreprenør Palle Gustafsen.

- Man skal som ryger have lov til at ryge et eller andet sted. I stedet for et forbud kunne man i stedet ikke appellere til, at folk bruger deres sunde fornuft og tager hensyn til hinanden. Så skal man ikke forbyde. Man har i forvejen lukket ned for rygning indendørs.

- Man skal selvfølgelig ikke sidde og ryge, så folk, der indtager mad, får røgen lidt i hovedet. Hvordan man løser det, det kunne restauranterne tænke ind i - eventuelt lave nogle zoner, hvor man må ryge. Det handler om tolerance, og vi skal være her alle sammen, siger han.

Bør være et frit valg

Kommerciel direktør i Horesta, Jeppe Møller-Herskind mener, at restauratørerne allerede er gode til at indrette deres virksomheder, så der kan tages hensyn til hinanden.

Men i Horesta, der er brancheforening for blandt andet restauranter, mener man, at et forbud er en rigtig dårlig idé.

- Vi ser faktisk, at gæsterne sammen med værter og restauranterne er rigtig dygtige til at indrette sig og tage hensyn til hinanden, siger Jeppe Møller-Herskind, der er kommerciel direktør.

- Det er en udvikling, som vi vil være kede af ramte restaurationsbranchen. Vi synes, det skal være virksomhedens og gæsternes frie valg at navigere i, så vi vil være glade for, at det fortsatte, som det er i dag, siger han.

Han er dog ikke afvisende over for idéen om at indføre deciderede rygezoner på udeserveringerne.

DR Nyheder ville gerne have spurgt sundhedsminister Sophie Løhde til hendes holdning til et forbud, men hun er på ferie og vil ikke stille op til interview.

I et skriftligt svar til DR skriver hun:

- Vi har for kort tid siden taget hul på drøftelser med Folketingets partier om, hvordan vi blandt andet kan forebygge, at især børn og unge bliver afhængige af nikotin, og når vi mødes igen efter sommerferien, kommer vi også til at vende, om der er behov for at ændre de nuværende regler for, hvor man må ryge.