Hastebehandler lovforslag for at bremse Rasmus Paludan

Nye regler for vælgererklæringer hastes gennem Folketinget for at stoppe Stram Kurs.

Rasmus Paludan sad i folketingssalen under partilederrunden efter valget. Han vil gerne have sin faste gang i salen. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

Selv om Folketinget endnu ikke er åbnet efter sommerferien, skal politikerne mødes både i dag og på torsdag. Social- og indenrigsminister Astrid Krag (S) har nemlig bedt om at få hastebehandlet et lovforslag om vælgererklæringer.

Årsagen til, at der brug for at arbejde hurtigt, fremgår klart af et brev, som Krag har sendt til Folketingets formand Henrik Dam Kristensen (S); Rasmus Paludan og Stram Kurs skal stoppes.

- Det er mit ønske, at lovforslaget kan træde i kraft senest den 23. september 2019. Da forventes Valgnævnet at godkende Stram Kurs’ partinavn, og partiet vil derefter kunne påbegynde en ny indsamling af vælgererklæringer, skriver ministeren i brevet.

Sagens stridspunkt er de vælgererklæringer, som et parti skal indsamle for kunne stille op til Folketinget. Det lykkedes som bekendt Paludan at få de nødvendige underskrifter, så hans parti stod på stemmesedlen ved valget den 5. juni. Han brugte dog en finte, som det viste sig, at der ikke var nogle sanktioner mod.

Ifølge reglerne skal en vælgererklæring bekræftes efter syv dage, før den er gyldig. Men det var muligt at skrive under med det samme med NemID. Det udnyttede både Stram Kurs og partiet Klaus Riskær Pedersen. For reglerne indeholder ingen sanktioner ved at bryde fristen på de syv dage. Derfor måtte Indenrigsministeriet godkende de vælgererklæringer, der kom gennem systemet, og give Stram Kurs og Klaus Riskær mulighed for at stille op til valget.

Der er allerede lavet en aftale om en ny portal for vælgererklæringer, der skal sætte en stopper for finten. Den træder efter planen i kraft i 2020. Men Astrid Krag vil altså indføre sanktioner for at overtræde de nuværende regler med det samme.

Det nye forslag indebærer, at Valgnævnet får mulighed for at stoppe et partis indsamling af vælgererklæringer, hvis reglerne ikke bliver fulgt.

Ifølge reglerne skal Stram Kurs igen i gang med at samle underskrifter for at kunne stille op til det næste valg.

Paludan: Ikke vores problem

Leder af Stram Kurs, Rasmus Paludan, mener, at Astrid Krag går efter ham af politiske årsager. Han hæfter sig ved, at Indenrigsministeriet godkendte Stram Kurs. Derfor mener han ikke, partiet har gjort noget forkert.

- Hun ønsker at bruge lovgivningen til at ændre i den afgørelse, der allerede er truffet af Indenrigsministeriet, og det er ikke tilladt. Når hun specifikt nævner Stram Kurs, afslører hun, at hun bare ønsker at ændre den afgørelse, som Indenrigsministeriet har truffet. Det er fordi, hun ikke kan lide os af politiske grunde.

Men misbrugte I ikke reglerne?

- Jeg synes ikke, man misbruger reglerne, hvis man bruger reglerne mest hensigtsmæssigt i forhold til at nå ens mål. Når Indenrigsministeriet gentagne gange har sagt, at der ikke er nogen konsekvens ved at gøre det på den måde, som vi gør det på, jamen, så må den måde jo være i orden

Udnyttede I ikke, at der ikke er nogen konsekvens for at overtræde reglerne?

- Det kan være et problem, at Folketinget er så dumme, at de vedtager regler, hvor der ikke er nogen konsekvens ved at gøre det på en anden måde. Men det kan ikke være vores problem. Vi synes, det er tåbeligt, at man skal vente syv dage på at bekræfte sin vælgererklæring. Vi synes, det er mest demokratisk at give sin vælgererklæring med det samme, siger Rasmus Paludan.

S: Hullet skal lukkes

Social- og indenrigsordfører for Socialdemokratiet Camilla Fabricius siger, at det ikke er en jagt på Stram Kurs. De er blot nævnt, fordi det er dem, der tidligere har brugt hullet og igen vil forsøge at at stille op. Klaus Riskær Pedersen har opgivet sine planer om at komme i Folketinget.

- Det er et hul i lovgivningen nu. Og lige om lidt er der nogen, der igen har mulighed for at søge om at få deres navn godkendt. Og det har været Folketingets intention, at vi gerne vil have det her igennem hurtigst muligt.

Går man direkte efter Stram Kurs med den her hastebehandling?

- Man går direkte efter at få lukket hullet om manglende sanktioner. Hvis man har partier, som bevidst gerne vil igennem de huller, som den her lovgivning desværre har, så går vi efter at få lukket det hul. Det synes jeg ikke, der er noget odiøst i det, siger hun.

I en skriftlig kommentar afviser Astrid Krag også, at forslaget er målrettet Stram Kurs.

"Lovforslaget er udformet generelt og indfører sanktioner for alle, der snyder med vælgererklæringer. Det er ikke regler, som er indrettet til kun at gælde for Stram Kurs. Men når det har hastet med at få lovforslaget på plads, skyldes det bl.a., at Stram Kurs tidligere har udnyttet hullet i reglerne, og at partiet nu gerne vil indsamle vælgererklæringer igen. Hvis Stram Kurs overholder reglerne, behøver de slet ikke at bekymre sig. Men hvis Stram Kurs ikke overholder reglerne, skal vi selvfølgelig kunne gribe ind over for det. Og der gælder præcis det samme for alle andre partier." skriver hun.

Opdateret med citat fra Astrid Krag.

Facebook
Twitter