Hastebehandling får kritik: Nu skal børn integrationsvurderes

Efter tre døgns hastebehandling har flertal vedtaget ny lov, der lukker hul efter dom om familiesammenføring.

Integrationsministeren Inger Støjberg fastholder, at lovforslaget er gennemarbejdet. (Foto: Simon Læssøe © Scanpix)

Går man ind på Folketingets hjemmeside for at læse lovforslaget nummer 191, så får man en tom side frem. Behandlingen af forslaget er samtidig gået så stærkt, at politikerne nærmest på vej ind i Folketingssalen fik udleveret høringssvar.

Det fik hård kritik fra Enhedslisten, Alternativet og De Radikale under tredjebehandlingen fredag, hvor forslaget blev vedtaget af et bredt flertal.

Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) fastholder, at der trods hastebehandlingen er tale om et gennemarbejdet lovforslag:

- Det er bedst, hvis man kan overholde høringsfristerne, men vi er desværre i en situation, hvor det ikke kan lade sig gøre, siger Inger Støjberg.

Hun henviser til, at fredag er den sidste dag med lovbehandlinger i Folketinget før sommerferien. Hvis ikke loven var blevet vedtaget fredag, ville det betyde, at et hul i de danske regler for familiesammenføring vil stå åbent hen over sommeren.

/ritzau/