Hegn skal holde syge vildsvin ude af Danmark: Ulve på vej mod Tyskland kan hoppe over

Ministeren forventer, at man i løbet af efteråret vil være klar til at opsætte vildsvinehegn ved grænsen. Ulve kan hoppe over, hvis de vil ud af landet.

Folketinget har givet grønt lys til at opsætte et 70 km langt og 1,5 meter højt hegn på den dansk-tyske grænse for at holde vildsvin ude af landet. (Foto: MORTEN JUHL © Scanpix)

Folketinget har nu givet grønt lys til, at der kan opsættes et 1,5 meter højt hegn hele vejen langs den dansk-tyske grænse. Det skal sikre danske grise mod afrikansk svinepest, som flere vildsvin i Europa er smittet med.

- Det er en vigtig beslutning, fordi vi risikerer en eksport, der udgør 11 milliarder kroner alene uden for EU. Det er noget, der betyder meget for vores velfærdssamfund og for danske arbejdspladser, siger miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen (V).

Selv om han i dag har fået bemyndigelsen til at opsætte hegnet, har han ikke planer om at sende lastbiler mod grænsen for at rulle hegnet ud lige med det første. Miljøstyrelsen skal først vurdere sagen.

- Hvis det bliver nødvendigt med et hegn – og det er der noget, der tyder på, at det gør – så skal vi også sikre, at det bliver gjort på en ordentlig måde, siger Jakob Ellemann-Jensen og tilføjer:

- Jeg forventer, at man i løbet af efteråret vil være klar til at montere hegnet. Det vil være cirka 1,5 meter højt og også gå ned i jorden – og på søer vil der kunne være flydespærringer.

Hegn for 80 millioner kroner

Foruden regeringen stemte også Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet for vildsvinehegnet. Resten af oppositionen stemte imod.

Kritikken af hegnet har blandt andet gået på, at det også vil forhindre andre vilde dyr i at krydse landegrænsen. Kritikere har også påpeget, at det er uvist, om hegnet overhovedet vil lykkes med at holde vildsvinene ude.

Er det ikke lidt meget at bruge 80 millioner kroner på noget, man ikke er helt sikker på?

- Jo, men på den anden side: Det her er ét tiltag ud af en række tiltag. Og vi har et ønske om, at den afrikanske svinepest ikke kommer til Danmark. Det betyder, at vi gør en hel masse forskellige ting, hvoraf det her er ét værktøj.

- Det er rigtigt, at risikoen er lille – men til gengæld vil konsekvenserne være katastrofale for Danmark, siger Jakob Ellemann-Jensen.

Han tilføjer, at der også er mulighed for at sætte såkaldte flydespærringer op på vandet, hvor vildsvinene ellers ville kunne svømme over til Danmark.

Risikerer man ikke med et hegn, at ulve ikke vil kunne løbe tilbage til Tyskland?

- Jeg vil håbe, at flest mulige ulve løber tilbage til Tyskland, og så vidt jeg er informeret, kan de godt hoppe over sådan et hegn, siger Jakob Ellemann-Jensen.

For at undgå, at vildsvinene graver sig under hegnet, bliver det gravet 50 centimeter ned i jorden. Der opsættes færiste eller låger ved de gangstier, der krydser landegrænsen.

Vejtrafik over grænsen vil fortsat ske uhindret i overensstemmelse med EU's Schengenregler om fri bevægelighed.

Vildsvinehegnet skal mere eller mindre følge den dansk-tyske grænse. (Foto: (Grafik) Signe Heiredal © (c) DR)
Facebook
Twitter