Helle T. gentog vildledning i skattesag

Det var ikke blot en enkeltstående sjuskefejl, da Helle Thorning-Schmidt skrev til Justitsministeriet, at hendes mand var i Danmark hver weekend.

Helle Thorning-Schmidts breve til Justitsministeriet spiller en afgørende rolle i hendes skattesag. (© DR)

Det var ikke blot en enkeltstående sjuskefejl, da Helle Thorning-Schmidt i 2009 skrev til Justitsministeriet, at hendes mand, Stephen Kinnock, var i Danmark hver weekend, skriver Politiken.

Ifølge ministeriets dokumenter gentog Helle Thorning-Schmidt sine vildledende oplysninger, der er af afgørende betydning for den verserende sag om, hvorvidt hendes mand er skattepligtig herhjemme.

1-2 gange om måneden

"Er det muligt at få oplyst, hvor lang tid tilbage i tiden Deres ægtefælle har foretaget sine weekendbesøg i Danmark?", skrev Justitsministeriets sagsbehandler ifølge Politiken til Helle Thorning-Schmidt, der tre dage senere svarede:

- Selvfølgelig. Det har han siden 2004. Før det var det mindre regelmæssigt, men dog således, at han var i Danmark 1-2 gange om måneden.

Ekspert i forvaltningsret ved Aalborg Universitet Sten Bønsing mener, at det kan ses som en skærpende omstændighed, at Helle Thorning-Schmidt gentog sin fejlinformation til de embedsmænd, der skulle give hende lov til at indføre ægtemanden på skødet for huset på Østerbro. Efter at hun havde haft tid til at sætte sig endnu mere ind i forholdene.

En sløset fejl

- Når ministeriet beder hende om at uddybe oplysningerne, og hun så gør det ved at bekræfte dem og tilmed præcisere, at det har stået på siden 2004, kan man ikke bare sige, at det er en sjuskefejl eller en fortalelse. Det styrker indtrykket af, at der er givet forkerte oplysninger. Det er så sket i to omgange. Og det er altså alvorligt, for man skal give rigtige oplysninger til myndighederne, siger Sten Bønsing til Politiken.

Helle Thorning-Schmidt beklagede i går sin første urigtige oplysning og kaldte den "en sløset fejl", men ville ellers ikke svare på uddybende spørgsmål.

Facebook
Twitter