Henrik Dam dropper Kjærsgaards forslag om parlamentariske undersøgelser

Den nye folketingsformand vil ikke fortsætte sin forgængers projekt.

Henrik Dam Kristensen (S) mener ikke, at der er brug for at indføre et nye undersøgelsesformat i Folketinget. (Arkivfoto) (Foto: Mads Claus Rasmussen © Ritzau Scanpix)

Pia Kjærsgaard (DF) lancerede i sin tid som formand for Folketinget ideen om at indføre en mellemting mellem et ministersamråd og en undersøgelseskommission.

Men de såkaldte parlamentariske undersøgelser kommer ikke op at flyve under den nye, socialdemokratiske regering.

Det slår Folketingets formand, Henrik Dam Kristensen (S), fast over for Politiken.

- Der var store betænkeligheder ved Pias forslag fra forskellige organisationer.

- Det er en af de ting, som er rigtig nemt at have en overordnet principiel holdning til. Men det gamle husråd om, at djævlen ligger i detaljen, det skal jeg love for, at det er sandt, siger Henrik Dam Kristensen.

Udvalg luftede bekymringer

Det er muligheden for at afhøre embedsmænd, som han særligt finder betænkelig.

For hvis embedsmændene risikerer at blive afhørt, er der risiko for, at deres fortrolighed med ministrene forsvinder, mener socialdemokraten.

Et udvalg under højesteretsdommer Jens Peter Christensen afgav i efteråret en lang betænkning, hvor man lufter de samme bekymringer.

Udvalget foreslår derfor, at man smidiggør de nuværende regler for kommissioner.

Kjærsgaard: Det er ikke nok

Det er imidlertid ikke nok, hvis man spørger Pia Kjærsgaard.

- Det er stort set status quo, og der er ikke meget forandring, lethed eller hurtighed i det.

- Der kan godt strammes lidt op på nogle procedurer, men det er slet ikke nok. Det skal være mere tilgængeligt, hurtigere og mere økonomisk, siger hun til avisen.

Kjærsgaard bakkes op af Jens Rohde (R) og Jakob Sølvhøj (EL), som også mener, at der er brug for nytænkning.

/ritzau/