Henrik Dam på vej i Statsministeriet: Jeg skal bare have en kop kaffe

Regeringstoppen er i fuld gang med at planlægge ministerrokaden til i morgen. Socialdemokraternes gruppeformand Henrik Dam Kristensen er gået til kaffe hos Statsministeren.

Socialdemokraternes gruppeformand Henrik Dam Kristensen tog onsdag eftermiddag i Statsministeriet.

Der bliver holdt øje med alt og alle på

Christiansborg
i disse timer, hvor regeringen inden i morgen skal lægge ministerkabalen.

Mindst to nye ministre skal der findes; justitsministerposten og udenrigsministerposten er ledige efter Villy Søvndal (SF) og Morten Bødskovs (S) afgang.

Tidligere på eftermiddagen gik fødevareminister Karen Hækkerup (S) i Statsministeriet. Og nu er Socialdemokraternes

gruppeformand
Henrik Dam Kristensen så også taget på besøg hos statsminister Helle Thorning-Schmidt (S).

- Jeg skal bare ind og have en kop kaffe, siger Henrik Dam Kristensen.

Han vil ikke kommentere på ministerrokeringer.

Samtidig holder SF's ledelse møde hos formand Annette Vilhelmsen.

Rygterne svirrer

Rygterne kører lige nu på, at skatteminister Holger K. Nielsen skal være ny udenrigsminister, men ifølge DR's oplysninger er alt stadig i spil.

Hvis Holger K. Nielsen skal i Udenrigsministeriet, står skatteministerposten ledig. Her bliver nuværende transportminister Pia Olsen Dyhr (SF) nævnt.

Under alle omstændigheder kommer SF til at mangle en minister, som formentlig bliver hevet ind fra folketingsgruppen. Her nævnes partiets politiske ordfører Jonas Dahl som et godt bud.

S skal også flytte rundt

På justitsministerposten er nuværende fødevareminister Karen Hækkerup (S), forsvarsminister Nicolai Wammen (S) og handelsminister Nick Hækkerup (S) nævnt som favoritter.

Og sådan kan man blive ved og ved. For ja, hvis nu fødevareminister Karen Hækkerup rykker -så mangler Socialdemokraterne en minister her.

Her bliver politisk ordfører Magnus Heunicke nævnt som et bud.

Facebook
Twitter