Henrik Sass: Jeg har fået redskaber til at bearbejde menneskejagt

Den indflydelsesrige politiker ser gerne, at politikere og journalister arbejder hver for sig i Folketinget.

Socialdemokraten Henrik Sass Larsen gæstede onsdag aften Aftenshowet på DR1.

Den pressesky Henrik Sass Larsen har siden søndag set det inderste af sit privatliv blive slæbt rundt i medierne.

En depression ramte ham hårdt i efteråret og har ændret meget i hans liv, lod han forstå i Politiken i søndags.

I et interview i Aftenshowet på DR1 onsdag aften uddyber den socialdemokratiske profil, hvorfor han besluttede sig for at stå frem.

- Mange gode venner overbeviste mig om, at jeg skulle fortælle historien. For ellers spekuleres der videre. Når man er en offentlig person, så begynder alle at diagnosticere mig.

- Jeg har altid forsøgt som politiker at være et privat menneske. Du kan ikke få mig til at danse og synge og lave mad, eller hvad man skal gøre nu om dage. Jeg prøver at holde det meget, meget privat. Derfor var det svært for mig at gå ud og sige det her, siger Henrik Sass Larsen.

Opgør med Ekstra Bladet

Han endte med at være uarbejdsdygtig i op mod to måneder, men er nu efter eget udsagn tilbage for fuld styrke. Henrik Sass Larsen afviser, at han burde have fortalt offentligheden om sin tilstand tilbage i efteråret, da depressionen ramte.

- Jeg ved ikke, hvad der rigtig sker mig. Jeg har aldrig været syg før og ved ikke, hvad der har ramt mig. Jeg tænker, at jeg bliver frisk igen i morgen. Derfor går der halvanden til to måneder, før jeg er fit til at møde på arbejde igen, fortæller han.

Henrik Sass Larsen lægger ikke skjul på, at han anser det for sandsynligt, at det store mediepres har været medvirkende årsag til hans sindstilstand.

Ekstra Bladet har igennem længere tid skrevet om ham og påvist, at han har været fraværende i 4 ud af 11 møder hos statsrevisorerne, hvor han får 330.000 kroner om året for sit arbejde.

Socialdemokratiet og Henrik Sass Larsen har efterfølgende klaget til Folketingets Præsidium over Ekstra Bladets journalister, fordi de i deres øjne har brudt reglerne for god opførsel på Christiansborg ved at opsøge Sass foran blandt andet toiletterne.

- Jeg har svaret dem (Ekstra Bladet, red.), at jeg havde noget fravær i 2018, og jeg fortalte også, at jeg havde mine gode grunde. Det ville de ikke acceptere. Jeg gav også et interview. Men jeg tror, de har følt, at de ville lave en kampagne, hvor jeg skulle slæbes mest muligt igennem, siger Henrik Sass Larsen.

Ekstra Bladets chefredaktør, Poul Madsen, har afvist at have brudt reglerne for pressens adfærd på Christiansborg.

Henrik Sass Larsen har også fortalt, at han i de to måneder med depression nærmest kun sov - og så deltog han også i debatprogrammet Pind & Sass på TV2 News.

Direkte adspurgt i Aftenshowet, hvorfor Henrik Sass valgte at lave programmet på TV2 News og ikke deltage i møder med statsrevisorerne, svarer han:

- Jeg blev bedt om at stille op i et debatprogram og får ikke en krone for det. Og det er da min arbejdsopgave som politiker at være med i den offentligt debat. Hovedparten af min løn får jeg fra Folketinget og dermed også for at stå til rådighed for debatter, siger Henrik Sass Larsen.

Vil adskille journalister og politikere

Socialdemokraten får med al sandsynlighed en tung ministerpost, hvis Mette Frederiksen og resten af oppositionen vindet det kommende folketingsvalg, og det føler Henrik Sass Larsen sig trods depression robust nok til at udfylde, hvis det kommer dertil.

- Jeg har prøvet det i mange år. Jeg ved, hvad det kræver og koster. Og jeg fået redskaber til at bearbejde, det jeg kalder menneskejagt. Men det er klart, at jeg sætter nogle grænser for mig selv om, hvad jeg vil finde mig og ikke finde mig i.

- Jeg er blevet et mere sårbart menneske, for jeg ved godt, hvor ondt det gør, når de slår løs. Tidligere har jeg haft en facade og vist, at det ikke betyder noget, men det gør det. At være på forsiden af en formiddagsavis og skulle ringe til sin datters mor og fortælle, at hun skal følge hende i skole ad en anden vej, så hun ikke ser spisesedlerne, er hårdt og gør rigtig ondt, siger Henrik Sass Larsen.

S-formand Mette Frederiksen har på Facebook givet udtryk for, at Henrik Sass Larsen sagtens kan bestride en ministerpost trods sin depression.

Henrik Sass Larsen taler nu varmt for, at journalisterne ikke længere skal have så privilegerede adgangsforhold til Christiansborg.

- Mit bud på det her er at sige, om ikke det er på tide, at vi har en arbejdsplads, hvor politikerne er for sig og laver deres arbejde, og journalisterne er for sig og laver deres arbejde. Så ville man undgå den del af stressen, siger Henrik Sass Larsen.