Henrik Sass Larsen tilbage på Christiansborg - trækker sig som statsrevisor

I et opslag på Facebook skriver Henrik Sass Larsen (S), at han er tilbage på nye betingelser.

Henrik Sass Larsen er tilbage på Christiansborg. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

Henrik Sass Larsen (S) trækker sig fra posten som statsrevisor.

Det skriver han i et opslag på Facebook. En post, han har fået kritik for at beholde på trods af en længerevarende sygemelding.

Her skriver han også, at han er "tilbage på Christiansborg", men på nye betingelser.

- Jeg har bedt om at få lov til at koncentrere min arbejdsindsats omkring Socialdemokratiets historiske virke, et område, som dem, der kender mig, ved altid har haft min store interesse.

- Dermed også et farvel til posten som statsrevisor, skriver Henrik Sass Larsen på Facebook.

- Der vil være stille fra mig fremover

Posten som statsrevisor, der udløser et honorar på 360.000 kroner om året, har været et fokuspunkt for Henrik Sass Larsen.

Tidligere i år skrev Ekstra Bladet, at han havde været fraværende fra mange møder. Det ledte ind i et længere forløb, der endte med, at Henrik Sass Larsen sygemeldte sig.

Han fortsatte dog med officielt at have sin post som statsrevisor og det dertilhørende honorar. Men skriver altså nu, at posten er fortid.

Det var tilbage i juni, at Henrik Sass Larsen fortalte på Facebook, at han ville sygemelde sig og derfor ikke ville være til rådighed for S-formand Mette Frederiksen i arbejdet med at danne en ny regering.

- Jeg tror, de fleste godt har kunnet se, at jeg ikke har haft det så godt. Jeg har gjort alt, hvad jeg kunne for at kæmpe mig tilbage efter min depression ved årsskiftet, men det er desværre ikke lykkedes for mig. Så jeg må nu sygemelde mig for at kunne blive helt rask igen, lød det dengang fra Henrik Sass Larsen.

Her gjorde han også opmærksom på, at der i tiden frem ville være stilhed fra ham. Og selvom han nu vender tilbage til Christiansborg, så betyder det ikke, at vi kommer til at høre meget fra ham, skriver han i dagens opslag:

- Jeg skrev før sommer, at der ville være stille fra mig i tiden fremover - og det gælder fortsat, selvom jeg er glad for nu at være tilbage igen.

Posten som statsrevisor er under Henrik Sass Larsens fravær blevet varetaget af Socialdemokratiets gruppeformand Flemming Møller Mortensen.

/ritzau/