Henrik Sass: Vi har meget mere til fælles med DF end med Radikale

S-gruppeformanden ser frem til at fortsætte samarbejdet med DF efter næste valg.

Gruppeformand Henrik Sass Larsen på talerstolen ved Socialdemokratiets Kongres i Aalborg Kongres og Kulturcenter i dag. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

Socialdemokratiet har på lange stræk mere til fælles med Dansk Folkeparti end med den tidligere regeringspartner Det Radikale Venstre.

Sådan lyder analysen fra den socialdemokratiske gruppeformand, Henrik Sass Larsen, under partiets årlige kongres i Aalborg.

- Det ser ud til, at vi har meget mere til fælles med DF på en lang række punkter end vi har med De Radikale, siger Henrik Sass Larsen og peger blandt andet på dagpengeområdet og boligskatten.

Den socialdemokratiske gruppeformand glæder sig desuden over meldingen fra DF-formand Kristian Thulesen Dahl, som i sidste weekend under Dansk Folkepartis årsmøde gjorde det klart, at DF er klar til at fortsætte samarbejdet med Socialdemokratiet, hvis magten skifter efter næste valg.

- Der er en stor fællesmængde af politik mellem Socialdemokratiet og DF, og jeg er rigtig glad for, at DF ser udogmatisk på det og ikke bare vil stille sig sur og fornærmet over i oppositionen, hvis man ikke vinder valget, men vil byde sine mandater konstruktivt ind, siger Henrik Sass Larsen.

Mette Frederiksen: Kommer an på, hvad vi taler om

Partiformand Mette Frederiksen erklærer sig ikke ubetinget enig med sin partifælle og gruppeformand.

Hun mener, at Socialdemokratiet har mange ting til fælles med både Dansk Folkeparti og Det Radikale Venstre.

- Det kommer an på, hvad vi taler om. Når vi taler pensionsalder, udlændingepolitik og om at hindre regeringen i at give topskattelettelser, så er vi tæt på Dansk Folkeparti og har et rigtig godt samarbejde, siger Mette Frederiksen.

- Når det så handler om at sikre, at der ikke skal være besparelser på uddannelse og hele den grønne omstilling, der mener jeg, at vi er tættere på Det Radikale Venstre, siger hun.

Der er bred tilfredshed med samarbejdet mellem Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti i den socialdemokratiske folketingsgruppe.

Flere S-folketingsmedlemmer mener ligefrem, at det på længere sigt er en realistisk mulighed at danne en fælles S-DF-regering.

Et sådant scenario vil partiformand Mette Frederiksen imidlertid ikke forholde sig til.

- Jeg begiver mig faktisk ikke ud i at forholde mig til alle mulige potentielle konstellationer på et eller andet tidspunkt, siger Mette Frederiksen.

- Vi går ved næste folketingsvalg til valg på en socialdemokratisk mindretalsregering, siger hun.

Facebook
Twitter