Her er forslagene: Mindre myldretrafik for 42 mia. kr.

Trængselskommissionen har afleveret de endelige anbefalinger til, hvordan vi i fremtiden mindsker trængsel på vejene omkring København.

En ekspertgruppe har forslag til mindre myldretrafik for 42 milliarder kroner. (Foto: Niels Meilvang © Scanpix)

Den såkaldte roadpricing - også kendt som betalingsveje - blev slået ihjel af regeringen allerede før Trængselskommissionen i dag kunne præsentere en lang række forslag til, hvordan man undgår den værste myldretrafik på vejene omkring København.

Det regeringsnedsatte ekspertudvalg præsenterede torsdag formiddag sine anbefalinger til, hvordan trafikken kan glide lettere.

Her er forslag for op mod 42 milliarder kroner, blandt andre:

- Bedre sammenhængende cykelstier

- Bedre trafikinformation og billetter på tværs

- Bedre planlægning af vejarbejder

- Cykelparkering ved centrale stationer

- Nyt by- og pendlercykelsystem

Betalingsveje bliver ikke til noget

Trængselskommissionens hovedanbefaling til at mindske trængsel på de københavnske veje, er at indføre betalingsveje.

- Kommissionen finder, at landsdækkende roadpricing er det redskab, der indeholder det største potentiale i forhold til effektivt at kunne regulere efterspørgslen på biltrafik, står der i rapporten.

Men det afviser transportminister Pia Olsen Dyhr (SF).

- Vi vurderer, at det på nuværende tidspunkt er for tidligt at arbejde videre med roadpricing, siger Pia Olsen Dyhr.

Hun henviser blandt andet til, at teknikken skal tillade det, før man indfører betalingsveje.

Grøn bølge i krydset

Trængselskommissionens rapport konkluderer blandt andet, at der i 2025 vil være 30.000 flere cykelture dagligt i København.

Og netop for cyklisterne er der gode forslag fra kommissionen, mener De Radikales trafikordfører Andreas Steenberg.

- Cyklen har et stort potentiale, men det kræver, at forholdene er der. Og så er det jo noget billigere at gøre noget ved end at anlægge en ny metro, siger Andreas Steenberg.

Han hæfter sig samtidig ved to forslag, som i hans øjne er næsten gratis.

- Vi skal have en bedre koordinering af bus, metro og tog. Derfor kan man med fordel slå det sammen til et selskab i hovedstaden, siger Andreas Steenberg.

Og så til et forslag, der måske kan føre til lidt mindre irritation ved vejkrydset. For sidder du i bilen, glider det hele bare lidt lettere, hvis du rammer den grønne bølge.

- Vi skal også se på, hvordan vi kan modernisere trafiklyset og få kommuner til at koordinere trafiklys på tværs af kommuner, siger han.

Trængselskommissionen blev nedsat af S-R-SF-regeringen, efter man sidste år droppede den meget omdiskuterede betalingsring omkring København.

Facebook
Twitter