Heunicke forventer at kunne lempe restriktioner snart

Vi står et bedre sted i epidemien end frygtet, siger sundhedsministeren.

Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) har indkaldt partiernes sundhedsordførere til møde i morgen. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Ritzau Scanpix)

Sundhedsminister Magnus Heunicke lægger i dag op til, at der snart vil kunne lempes i restriktionerne - særligt for kulturlivet.

De nuværende restriktioner gælder til og med lørdag, og derfor er det for alvor ved at være tid til at beslutte, om restriktionerne skal forlænges, eller om nogle af dem skal væk.

Regeringen afventer ifølge sundhedsministeren lige nu en indstilling fra Epidemikommissionen til, hvordan man vurderer de enkelte restriktioner.

Den vurdering forventer sundhedsministeren at kunne sende til resten af Folketinget i morgen tidlig, inden han skal mødes med partiernes sundhedsordførere om formiddagen.

- Min forventning er, at vi vil kunne lemperestriktioner, og der er det regeringens holdning, at det særligt er kulturlivet, der skal have lempet restriktionerne, siger han.

Han fortæller samtidig, at situationen med coronavirus lige nu ser bedre ud end frygtet trods de tårnhøje smittetal.

- Vi er ikke i et worst case scenarie. Vi har høje smittetal, men vi kan se, at vi har epidemien under kontrol, og at når det drejer sig om antallet af indlagte - og især dem på intensiv - så er der godt styr på den her situation.

- Det giver selvfølgelig grobund for optimisme. Og der vil jeg sige, at regeringens udgangspunkt er, at vi skal kunne åbne så meget som muligt inden for kulturlivet så hurtigt som muligt, og derfor har jeg indkaldt partierne til møde i morgen, siger Heunicke.

Lukkede biografer og museer

Når indstillingen fra Epidemikommissionen er klar, er det op til Folketingets Epidemiudvalg at beslutte, om man vil følge indstillingen, og hvilke restriktioner man vil fjerne eller beholde.

Her siger sundhedsministeren, at regeringen vil følge indstillingen fra kommissionen.

Også fra andre partier lyder der positive meldinger i forhold til at lempe restriktionerne for kulturlivet.

Restriktioner, der lige nu holder kulturinstitutioner som teatre, biografer, museer, zoologiske haver og lignende lukket. Også højskoler og nattelivet er lukket, mens restauranter, cafeer og barer skal lukke klokken 23 med sidste udskænkning klokken 22.

Venstres sundhedsordfører, Martin Geertsen, har altså endnu ikke set kommissionens anbefalinger og ved derfor ikke, hvad han skal forvente.

- Men mit håb er, at vi kan afskaffe flest mulige restriktioner. Det må være målsætningen, at vi ikke har restriktioner én dag mere end højst nødvendigt, siger han.

Også Martin Geertsen mener, at kulturområdet står først i rækken i forhold til at få lempet restriktioner.

- Vi har hele tiden sagt, at vi synes, det var noget mærkeligt noget på kulturområdet og i forhold til højskoler, at man holdt det lukket. Det må man simpelthen kunne finde en pragmatisk ordning på at få åbnet.

- Og vi kan måske også se på restauranters åbningstider, siger han og understreger, at det selvfølgelig er med det udgangspunkt, at det ikke skal overbelaste sygehusene.

Højskoler haster

Derfor har partiet bedt sundhedsministeren levere svar på, hvor belastende de omikron-smittede patienter er for sygehusene lige nu.

- Når vi diskuterer restriktioner, er det helt afgørende, hvor belastende covid er på sundhedsvæsnet. Så det er vigtig viden, hvor meget omikron-patienter belaster sundhedsvæsnet. Gør de ikke det i særlig høj grad, så ophører argumentet for restriktioner langsomt, siger Martin Geertsen.

Fra både Enhedslisten og De Konservative lyder meldingen også, at hvis der skal lempes, så står særligt højskolerne og kulturlivet forrest i køen.

- For højskolerne gør det alverden til forskel, om det er nu, om tre uger eller om fire uger, de kan åbne. Og så er det svært at se den ekstra belastning ved at åbne højskoler, når vi samtidig har åbnet for efterskoler og andet, siger Enhedslistens Peder Hvelplund.

FacebookTwitter