Heunicke i samråd om lyntest på plejehjem: 'Guldmedalje i at svare udenom'

Oppositionen vil kalde sundhedsministeren i nyt samråd om manglende lyntest til plejepersonale.

Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) undlod at svare på bestemte spørgsmål under samråd i dag. Det mener ordførere fra Venstre, Det Konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti. (Foto: Jens Dresling © Scanpix)

Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) skulle på et samråd i Folketingets sundhedsudvalg i eftermiddag forklare, hvorfor der ikke kom lyntest ud til plejehjemspersonale fra midt i december, da coronasmitten bredte sig.

Men selvom samtlige 90 minutter, som var afsat til samrådet, blev udnyttet, mente oppositionen ikke, at den havde fået svar på sine spørgsmål.

- Hvis der var et VM i disciplinen ”jeg nægter at svare”, tror jeg ærlig talt, at sundhedsministeren ville være kandidat til en guldmedalje, lød den afsluttende replik fra Venstres ældreordfører, Jane Heitmann.

Heunicke: Vanskelig opgave

Samrådet fandt sted på baggrund af, at DR i februar afslørede, at Sundhedstyrelsen i december var på vej med en anbefaling om, at plejehjemspersonale skulle prioriteres først til lyntest, to gange om ugen.

Men inden anbefalingen blev offentliggjort, blev den ændret til at plejehjemspersonale først skulle have lyntest ’på sigt’. Det skete, efter at Sundhedsstyrelsen havde været i kontakt med Kommunernes Landsforening, KL.

På samrådet i dag forklarede sundhedsminister Magnus Heunicke, at det ifølge Sundhedsstyrelsen ikke var logistisk muligt at udrulle lyntest på plejehjem før jul, og at det blandt andet var noget, som Sundhedsstyrelsen blev klar over i sin dialog med KL.

- Alle har haft samme målsætning, nemlig at få antigentest (lyntest, red.) i brug. Men vi har kunnet konstatere, at det var en meget stor og vanskelig opgave i praksis.

- Vi har tæt på tusind plejehjem, og vurderingen var på det tidspunkt, at der ikke var kapacitet til at køre ud til samtlige skiftehold på samtlige plejehjem, lød det fra ministeren.

Hvem har ansvaret?

Svarene stillede dog ikke de konservatives ordfører, Per Larsen, tilfreds. Han henviste til DR’s afsløring fra i dag af, at der ifølge kontrakter fra test-udbyderne var testbiler klar til at køre ud og lynteste på plejehjem i december, men at de stort set ikke blev brugt.

- Det medførte givetvis, at nogen af de her sårbare personer er blevet smittet med COVID. Og hvis man ikke kunne køre på plejehjemmene to gange om ugen, kunne man måske have kørt en gang om ugen. Det, synes jeg ikke, at vi har fået svar på, sagde Per Larsen.

Ordførere fra Venstre, Konservative og Danske Folkeparti spurgte også flere gange til, om sundhedsminister Magnus Heunicke selv havde godkendt, at Sundhedsstyrelsen i december ændrede anbefalingerne, så man ikke straks kom i gang med at lynteste plejepersonalet.

Men det spørgsmål fik de ikke svar på.

- Vi kan konstatere, at vi overhovedet ikke er blevet klogere, efter at vi har siddet og spurgt og spurgt om det samme, lød det fra Jane Heitmann til DR efter samrådet.

Nyt samråd på vej

Nu vil Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti indkalde sundhedsministeren til et nyt samråd i sagen.

At ministeren har et ansvar i sagen, ville han gerne vedkende sig i en kommentar til DR efter samrådet:

- Jamen, jeg bærer et stort ansvar for vores coronahåndtering, også hvad angår de her kviktest. Både beslutningen om at indkøbe dem, beslutningen om at få dem ud, og selvfølgelig sammen med vores kommuner og regioner at sikre, at det kan lade sig gøre. Det lykkes da også, men jeg ville meget gerne have haft det til at lykkes tidligere, sagde Magnus Heunicke.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk