Heunicke: Myndighederne burde have været bedre forberedt på coronavirus

Politikerne manglede klare meldinger fra sundhedsmyndighederne, siger ministeren.

Sundhedsminister Magnus Heunicke mener ikke, sundhedsmyndighederne lyttede til WHO's anbefaling om at teste flest muligt.

Politikerne manglede klare meldinger fra sundhedsmyndighederne på spørgsmålet om, hvor mange personer i Danmark der skulle testes for coronavirus.

For mens Verdenssundhedsorganisationen WHO anbefalede landene at teste så mange som muligt, så henstillede de danske sundhedsmyndigheder til, at man fortrinsvis skulle teste alvorligt syge personer.

Men Danmark burde have testet så mange som muligt fra begyndelsen. Sådan lyder det nu fra sundhedsminister Magnus Heunicke (S) i P1 Morgen.

- Jeg er ikke tilfreds med det punkt i strategien om fortsat at teste fortrinsvis alvorligt syge. Det var en for snæver målgruppe. Der burde man teste langt flere.

Lyt til interviewet med Magnus Heunicke i P1 Morgen herunder ved at scrolle frem til 3:00:22

Ifølge ministeren burde sundhedsmyndighederne have været bedre forberedt på coronavirussets udbrud.

Sundhedsministeren siger i programmet, at han flere gange personligt har været i kontakt med Verdenssundhedsorganisationen WHO's generalsekretær, som har henstillet til, at alle lande tester så meget som muligt.

Så det var en fejl, at vi testede færre efter 12. marts?

- Jeg vil ikke gøre mig til overdommer over sundhedsfaglige vurderinger. Det, jeg bare kan konstatere, er, at når WHO så entydigt, ikke kun i pressen, men også direkte til mig, siger, at det her er den entydige anbefaling, også til Danmark. Så tager jeg det selvfølgelig videre til sundhedsmyndighederne. Og derefter lavede vi det til en strategi, der er en overbygning fra tidligere. Men jeg mener, at man fra starten burde have sagt, at man tester så mange som muligt.

- Men i denne her tid er der rigtig mange mandagstrænere. Min opgave er at sikre, at når vi får information, så skal der rykkes på det, siger ministeren.

Fejl af Brostrøm ikke at lytte til WHO

Test, test, test lød budskabet fra WHO på et pressemøde til alle verdens lande. Og her var Danmark altså ingen undtagelse, siger sundhedsministeren. Derfor var det også en fejl, da Søren Brostrøm, direktør for sundhedsstyrelsen den 22. marts sagde, at budskabet ikke var møntet på Danmark.

Se status på coronavirus i Danmark i overblikket her:

- Det er ikke korrekt. Jeg har været direkte i dialog med WHO’s generealdirektør. Han sagde ALLE lande. Alle lande skal teste aggressivt. Der måtte jeg derfor sige, at vi skal være foran. Jeg måtte påtage mig det politiske ansvar.

Har du så tillid til Søren Brostrøm og sundhedsmyndighederne fortsat vel vidende, at de her budskaber ikke blev taget seriøst?

- Den vurdering har han jo selv været inde og justere i. Og derfor siger jeg, vi kommer til - alle sammen - at begå fejl undervejs. Der findes ikke en lærebog. Derfor skal de bruge al deres sundhedsfaglighed, mens vi træffer de politiske beslutninger, også når det går ud over det.

- Jeg har tillid til dem. Det er velrespekterede mennesker i Danmark og i udlandet. Det vigtigste er, at vi lærer af de fejl, vi vil begå undervejs, siger Magnus Heunicke.

Tiltag er politiske beslutninger

Magnus Heunicke har forklaret, at flere af regeringens tiltag har været sundhedspolitiske beslutninger mere end sundhedsfaglige, men han er glad for, at politikerne har taget de ekstra skridt.

- Man kan konstatere, at hver eneste anbefaling, der er kommet fra sundhedsmyndighederne om at gøre noget, har vi leveret på fra Christiansborg, et enigt Folketing, men vi har jo også, et enigt Folketing plus regeringen, bygget ovenpå, siger Magnus Heunicke.

- Eksempelvis hasteloven, som blev vedtaget, mente sundhedsmyndighederne ikke, at der var evidens for, og at det var nødvendigt at gå så vidt på det tidspunkt. Men jeg er da meget glad for, at vi havde is i maven og det mod, der skulle til, for at handle, netop fordi tid er så kritisk en faktor.

Facebook
Twitter