Heunicke smider bombe i Minkkommission: Har håndskrevne noter fra afgørende møder

Ifølge Magnus Heunickes noter var det Mette Frederiksen, som konkluderede, at det var nødvendigt at aflive alle mink.

Afhøringen af sundhedsminister Magnus Heunicke blev ikke færdig. Han skal afhøres igen til januar. (Foto: NILS MEILVANG © Ritzau Scanpix)

Statsminister Mette Frederiksen sagde på et møde:

- Hvis vi har vaccinen i vores hænder, så skal de mink slås ned.

Skatteminister Morten Bødskov på et andet:

- Bilag 2 er som en scary film.

Fra Statsministeriets departementschef, Barbara Bertelsen, lød det:

- Der vil ingen tilgivelse være, hvis ikke vi løser det her.

Og i en telefonsamtale sagde Mogens Jensen om mink:

- Ned med hele lortet!

Indtil fredag eftermiddag var det kommentarer og bemærkninger, der aldrig havde nået offentlighedens lys.

Det ændrede sig, da sundhedsminister Magnus Heunicke (S) under sin afhøring i Minkkommissionen smed det, der bedst kan beskrives som en mindre bombe i sagen.

Magnus Heunicke tager konsekvent noter, når han er til møder.

Det stammer helt tilbage fra hans tid som journalist. Og Heunicke har også taget noter fra de møder, der ledte frem til, at regeringen den 3. november sidste år besluttede, at alle mink i Danmark skulle aflives.

Noterne er i denne uge blevet indleveret til Minkkommissionen over to omgange. De sidste kom torsdag.

- De er ikke godkendt af de andre mødedeltagere, og det er ikke beslutningsreferat. Jeg forsøger at skrive de vigtigste sætninger ned, forklarede Heunicke, der ikke havde det godt med at fremlægge noter fra eksempelvis telefonsamtaler.

- Når en minister ringer til en anden minister, regner man ikke med, det bliver skrevet ned. Det er uhørt, at man skriver det ned og viser det til nogen andre. Det er talesprog i et lukket rum. Jeg har det ikke godt med mig selv med at vise ting, der er interne, sagde han.

Kom meget sent

Så lad os med det samme tage de forbehold, der skal tages for noterne. De er skrevet som stikord. Eller korte sætninger. Noterne er Heunickes opfattelse og et udsnit af, hvad der er sagt på møder, som fandt sted for et år siden.

Når det er sagt, så giver de et unikt indblik i, hvad der skete på de afgørende møder.

For der bliver nemlig ikke taget referater fra regeringsmøder. Derfor har kommissionen indtil videre måtte bruge vidnernes hukommelse for at rekonstruere, hvad der skete på de afgørende møder

Kommissionens udspørger Jakob Lund Poulsen stillede sig også meget kritisk overfor, at Magnus Heunicke og Sundhedsministeriet ikke havde udleveret materialet, da kommissionen bad om at få alt, der var relevant for sagen.

- Jeg er ikke involveret i, hvad ministeriet har sendt, sagde Heunicke.

Det kan ikke være ubekendt for dine medarbejdere, at du havde noter fra møderne?

- Det tror jeg ikke. Jeg har noter fra næsten alle møder. Vi vurderede op til i dag, at det kunne være relevant for kommissionen...

...ja det er så sandelig, afbrød Jakob Lund Poulsen og fortsatte:

- Det ville også have været relevant at have dem, da Mogens Jensen blev afhørt.

Nyt indblik i afgørende møde

Men hvad står der så i de håndskrevne noter, der er blevet kastet ind i kommissionen?

Der er gengivet telefonsamtaler og lavet en form for referater fra regeringsmøder, et ministermøde, interne møder i Sundhedsministeriet og et møde i den socialdemokratiske folketingsgruppe.

Mest centralt står mødet i regeringens koordinationsudvalg den 3. november.

Det blev afholdt klokken 21.30, og det var på det møde, det blev besluttet at aflive alle mink.

Det har tidligere været fremme, at der i mødematerialet blev foreslået to mulige løsninger til at håndtere coronasmitten blandt mink. Den ene var en dvalemodel, hvor der ikke blev avlet nye mink i 2021. Den anden var en nedlukning af erhvervet.

Regeringen gik en tredje vej ved at aflive alle mink, men ikke træffe en beslutning om nedlukning.

Spørgsmålet har hele tiden derfor været, hvordan man landede på en aflivning af alle mink, og hvem der traf den beslutning.

Hvis man skal tro Heunickes noter, blev vi lidt klogere på det i dag.

'Mink skal slås ned'

Heunicke læste sine 13 siders noter op. Flere bisiddere protesterede løbende, fordi materialet var kommet sent, og fordi de derfor ikke havde ordentlig mulighed for at stille modspørgsmål.

Men kommissionen holdt fast i, at Heunicke skulle gennemgå materialet.

Han læste op fra sine noter. Her havde han skrevet, at Mette Frederiksen indledte mødet:

- Hvis vi har vaccinen i vores hænder, så skal de mink slås ned, sagde hun ifølge noterne.

Heunicke forklarede, at hun med det udtryk mente, at Danmark kunne have ansvaret for, at en corona-vaccine ikke ville være anvendelig.

Efter Mette Frederiksen tog Justitsministeriets departementschef, Johan Legarth, ordet. Justitsminister Nick Hækkerup var syg, og derfor talte Legarth på ministeriets vegne.

I Heunickes noter er han citeret for at sige: Mink skal slås ned.

– Det var klart et oplæg, men der var så ingen, der sagde det imod, sagde Heunicke under sin afhøring.

Finansminister Nicolai Wammen sagde ifølge noterne, at det var en ekstremt alvorlig situation for Danmark.

- Gør vi nok? Vi kan ikke løbe med risikoen. Hvor hurtigt kan det slås ned? Skadevirkning for Danmark og det tab, vi kan lide, noterede Heunicke blandt andet, at Wammen sagde.

Erhvervsminister Simon Kollerup tog også ordet: 'Flammeskrift-konklusion på SSI. Hjælp til lokalområdet. Giv dem noget andet, der kan sætte gang i hjulene. Verdens spotlys er på os, står der i noterne om hans indlæg.

Ifølge noterne spurgte Mette Frederiksen flere gange ind til, om tiltagene var for vidtgående.

Heunicke svarede, at risikovurderingen var klar. Det var altså nødvendigt at aflive alle mink.

Barbara Bertelsen sagde ifølge noterne: 'Vi bærer befolkningens sundhed i vores hænder.'

Mette Frederiksen drog konklussionen

Ifølge noterne endte det med, at det var Mette Frederiksen, der efter tre kvarter konkluderede, at alle mink skulle aflives.

Sådan husker Heunicke det også i dag.

- Vi opfatter det som om, at hun konkluderer midt på mødet. Jeg tror også, der findes sms'er, hvor vi melder tilbage til vores system, at der er truffet beslutning, forklarede Magnus Heunicke i sin afhøring.

Mødet var virtuelt og han sad sammen med sin departementschef Per Okkels og deltog på en videoforbindelse. Klokken 22.14 sendte Okkels en sms til sin afdelingschef Dorthe Søndergaard: 'Alle mink slås ned'

Talte ikke om hjemmel

I noterne står der ikke noget om, hvorvidt ministrene på mødet talte om lovhjemmel til at aflive alle mink.

I sin afhøring holdt Magnus Heunicke også fast i, at det var tilfældet.

- Der var ingen drøftelser af hjemmelsspørgsmålet, svarede han på et direkte spørgsmål.

Heller ikke i forhold til økonomien eller kompensation?

- Nej.

Tidligere på dagen havde finansminister Nicolai Wammen ligeledes sagt, at der ikke blev drøftet hjemmel til aflivning på mødet.

Sjældent med private noter

Efter afhøringen sagde Heunicke, at han mente, kommissionen skulle have noterne.

- Det er sjældent, man har set så mange private noter fra regeringsmøder. Det fik man så i dag. Jeg synes, det var den rigtige beslutning at give det til kommissionen. Jeg synes også, jeg kunne fornemme, at kommissionen var glad for at kunne læse dem, sagde han og tog også et forbehold.

- Jeg vil bare sige, at det er mine noter, som jeg har oplevet det og skrevet ned. Det er ikke alt, man har fået fanget 100 procent rent, sagde han.

Han blev spurgt til, hvorfor han først har afleveret noterne nu. Hans bisidder Jonas Christoffersen brød ind.

- Det er mig, der har rådgivet ham til, hvordan det skulle foregå. Selvfølgelig er det relevant, derfor sender vi det også over nu, op til hans afhøring, så han kan støtte sig notaterne under afhøringen, sagde Jonas Christoffersen.

Ærgrer det dig Magnus Heunicke, at kommissionen ikke har fået de notater før?

- Det har jeg ikke nogen holdning til. De blev sendt over til kommissionen, da vi blev færdige med vores forberedelser, også inden jeg selv var i vidneskranken, sagde Heunicke.

FacebookTwitter