Historiker Bent Jensen: 'Fodnotepolitikken' skadede Danmark

Danmarks sikkerhedssituation blev alvorligt forringet af 'fodnotepolitikken', konkluderer historiker Bent Jensen i nyt værk.

Historiker Bent Jensen anklager DIIS for at have gået forbi kildemateriale i forskningsinstituttets udredning fra 2005 af Den Kolde Krig i Danmark. Hans eget værk 'Ulve, får og vogtere' udkommer tirsdag den 25. februar.

'Fodnotepolitikken' fra 1980'erne havde alvorlige konsekvenser for Danmarks sikkerhed.

Sådan lyder konklusionen fra historiker Bent Jensen, der efter syv års arbejde udkommer med bogen 'Ulve, får og vogtere' om Den Kolde Krig i Danmark fra 1945 til 1991.

- Det er ikke bare en påstand, men noget der kan dokumenteres, siger han og henviser til helt nyt kildemateriale, der indgår i det 1500 siders lange, historiske værk, siger han.

Det fem mand store hold bag bogen har blandt andet inddraget fortrolige vurderinger af det danske forsvar og den danske sikkerhedspolitik fra den danske forsvarsledelse og danmarks nærmeste allierede samt højststående i den danske udenrigstjeneste.

'Fodnotepolitikken' refererer til den danske sikkerhedspolitik i 1980'erne, hvor et flertal udenom den borgerlige Schlüter-regering pålagde denne regering at gå imod en række NATO-beslutninger.

Voldsomme anklager mod DIIS

Bent Jensen langer samtidig voldsomt ud efter DIIS - Dansk Institut for Internationale Studier - der i 2005 kom frem til den fuldstændig modsatte konklusion, nemlig at 'fodnotepolitikken' ikke havde haft konsekvenser for Danmark.

Han anklager DIIS for gang på gang at være gået forbi kildemateriale, som de havde kunnet få adgang til, hvis de havde bedt om det.

- Vi har fundet og brugt dokumenter, der også stod til rådighed for DIIS, som vi har kunnet konstatere, at de er gået udenom og ikke har brugt, siger han.

DIIS havde ikke viljen

Bent Jensen mener ikke, at DIIS havde viljen til at behandle de ubehagelige spørgsmål om Danmarks fortid.

- I DIIS var der jo en bestyrelse, som var ansvarlig for det samlede forskningsresultatet, og i den sad der embedsmænd, som har andre interesser, og som gerne vil strø sand på, så det ser pænt og ordentligt ud, siger han.

DIIS meddeler, at de ikke længere har nogen ansat, der forsker i Den Kolde Krig og derfor ikke har nogen kommentarer til anklagerne.

Forskningsinstituttet henviser dog til deres egen hjemmeside, hvor de har samlet tidligere modsvar til Bent Jensen fra seniorforsker Svend Aage Christensen, der var chefudreder på DIIS' forskningsværk fra 2005.

Bent Jensen anklaget for bestillingsarbejde

Det var VK-regeringen, der sammen med Dansk Folkeparti bevilgede 10 millioner kroner til en Bent Jensens afdækning, efter at DIIS var udkommet med sit firebinds forskningsværk i 2005.

Derfor er Bent Jensen og hans hold undervejs også gentagne gange blevet anklaget for at udføre bestillingsarbejde for højrefløjen, men det afviser historikeren prompte.

- Vi har været udsat for en hel fabelagtig politisk chikane under det her forløb. Men jeg vidste da ikke, hvad det her ville ende med, for vi vidste jo ikke, hvilket kildemateriale vi ville få adgang til siger han.

25. februar udkommer Bent Jensens 1500 siders værk med titlen 'Ulve, får og vogtere'.

FacebookTwitter