Historisk aftale på plads: Samtlige partier klar til hjælpe dansk økonomi

På under et døgn har samtlige partier i Folketinget indgået en aftale og er villige til at bruge op mod et trecifret milliardbeløb for at sikre virksomheder, studerende og lønmodtagere.

Samtidlige partier i Folketinget har indgået en aftale på under et døgn.

Alle partier i Folketinget står sammen og er villige til at bruge alt op mod et treciftret milliardbeløb på at hjælpe dansk erhvervsliv gennem coronakrisen.

Sådan lyder det på et fælles pressemøde efter det seneste døgns intensive forhandlinger, der først sluttede tidligt på morgenen.

- Vi har givet hinanden håndslag på, at vi er villige til at gøre, det der skal til, siger finansminister Nicolai Wammen (S).

- Vi er også parate til at prioritere et trecifret milliardbeløb, hvis det bliver nødvendigt.

Aftalen indeholder blandt andet kompensationsordning for selvstændige, øget adgang til dagpenge og øgede lånemuligheder til studerende.

De centrale punkter i aftalen er:

  • Mulighed for lønkompensation til selvstændige, som er hårdt ramt af corona-krisen.

  • Virksomheder kan få dækket deres faste udgifter som f.eks. husleje, hvis de er omfattet af krav om at lukke på grund af corona.

  • Bedre muligheder for statsgaranterede lån for virksomheder og for eksportkreditter.

  • Statslig garanti til Rejsegarantifonden, så fonden kan hjælpe rejsebranchen med at betale for aflyste rejser.

  • Mulighed for tre måneders ekstra dagpenge til ledige. Marts, april og maj tæller ikke med i den to-årige dagpengeperiode. Også lempeligere regler for sygedagpenge.

  • Studerende får mulighed for ekstra SU-lån i to måneder.

Historisk samarbejde

At en aftale mellem samtidlige partier kan falde på plads på under et døgn er helt usædvantligt. Det glæder samtlige partiledere.

- Det er vigtigere end nogensinde, at vi står skulder ved skulder, siger Dansk Folkepartis formand Kristian Thulesen Dahl.

- Det smukke ved den her aftale er, at et enigt folketing hjælper alle fra den selvstændige frisør til de allerstørste virksomheder. Det er fantastisk, at vi står her i samlet flok og kan bakke op om dansk erhvervsliv, og dermed Danmark, siger De Konservatives formand Søren Pape Poulsen.

Også Venstre og De Radikale er der tilfredshed. Partierne havde forud for forhandlingerne forslået at oprette en hjælpefond med 300 milliarder kroner til at hjælpe virksomhederne, men Jakob Ellemann Jensen (V) roser den aftale, partierne har indgået:

- Det, vi forpligter os til at gøre her, er i virkeligheden mere vidtgående. Vi forpligter os til at gøre det, der er nødvendigt. Og hvis det bliver nødvendigt, er vi parate til at prioritere et trecifret milliardbeløb, siger han.

Og det samme lyder fra De Radikales formand Morten Østergaard:

- Det signal, vi sender i dag, er, at vi forsøger at få Danmark så trygt igennem den her situation som muligt. Bliver det nødvendigt, kan vi finde flere penge, fordi vi har en sund økonomi at gøre det på. Vi håndterer en lang række af de grupper, som med rette har været nervøse for, om de blev glemt.

Penge til studerende og dagpengemodtagere

Særligt dagpengemodtagere og studerende er grupper, SF og Enhedslisten har fokuseret på i forhandlingerne.

- Det er en utryg tid for rigtig mange. Det er vigtigt for SF, at vi både sikrer erhvervslivet, men også de mennesker, der får meget sværere ved at finde et job i en tid, hvor der ikke slås job op, siger formand for SF, Pia Olsen Dyhr.

- Alle de mennesker, der knokler og betaler deres skat, regner med fællesskabet, og det skal vi levere. Særligt glad for, at vi kan sørge for at forlænge dagpengeperioden til de mange arbejdsløse, der ikke har en jordisk chance or at finde et job lige nu, siger Pernille Skipper, formand for Enhedslisten.

Mulighed for mere økonomisk hjælp på sigt

Aftalen holder hånden under flere dele af dansk erhverv, men finansminister Nicolai Wammen vil ikke afvise, at der vil komme flere tiltag i løbet af den kommende tid.

Er det den endegyldige økonomiske håndsrækning?

- Aftalen holder hånden under virksomheder, lønmodtagere – små, mellemstore, helt store. Jeg er helt sikker på, at der vil blive brug for flere tiltag i den kommende tid. Men det her er et meget stort skridt i den rigtige retning, siger han.