Hjørring Kommune sagsøger staten på grund af fejl i udligningssystemet, skriver Nordjyske Stiftstidende.
- Kan det virkelig være rigtigt, at når der er gjort opmærksom på en fejl over for en minister, at det så ikke bliver rettet op, siger borgmester Arne Boelt (S).
Han henviser til, at Økonomi- og Indenrigsministeriet i 2014 blev gjort opmærksom på, at manglende oplysninger om udlændingenes uddannelse kostede hundredvis af millioner i provinsen.
Borgmesteren har længe pønset på at lægge sag an, men beslutningen blev taget, da KL og regeringen indgik en aftale.
Her skal staten over to år i en overgangsordning give kommuner lige så mange penge, som de skal sende til andre kommuner i ekstra udligning.
- Det er en våd klud i ansigtet. Vi får ikke nogen kompensation, men det gør kommuner, som i årevis har fået penge, de ikke skulle have haft, siger borgmesteren.
Fnansminister Kristian Jensen (V) tager nyheden om erstatningskravet med ro.
- Det er et retssamfund, vi lever i. Hvis nogen mener, at de skal anlægge en retssag, så er det dét, de gør, siger han til avisen.
/ritzau/