Hjort efter finanslov: Nu er der god stemning i blå blok

Finansministeren vil forsøge at udnytte den "gode stemning" i den kommende tid, hvor han ”snart” vil indkalde til forhandlinger om 2025-planen.

Højt humør i blå blok. Finansminister Claus Hjort Frederiksen og forhandlere fra Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og De Konservative præsenterer finansloven for 2017. (Foto: Òlafur Steinar Gestsson © Scanpix)

Selvom hverken Anders Samuelsen (LA) eller Kristian Thulesen Dahl (DF) lader til at være kravlet ned fra nogen træer, så tror finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) nu på, at det bliver nemmere at forhandle en 2025-aftale på plads.

Finansministerens optimisme bunder i, at han netop har indgået en aftale om næste års finanslov med netop Anders Samuelsen og Kristian Thulesen Dahl samt De Konservatives formand, Søren Pape Poulsen.

Finanslovsforhandlingerne kom for alvor på gled, da statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) valgte at udskyde forhandlingerne om sit bud på en 2025-plan.

- Vi måtte jo konstatere, da vi havde fremlagt den store plan og lagde op til samlede forhandlinger om det hele, at det var for stor en mundfuld i forhandlingerne. Vi kørte jo i tomgang i mange, mange uger, og da vi så besluttede at dele det op og tage finanslov, PSO og ejendomsvurderingssystemet, så kom der skred i forhandlingerne, siger Claus Hjort Frederiksen.

- Det har bidraget til en god stemning mellem de blå partier. Der har været vilje til at finde løsninger, som alle kunne føle sig hjemme i, siger han.

Lettere med god stemning

Liberal Alliances ultimative krav til 2025-forhandlingerne om, at topskatten skal lettes med fem procentpoint for alle, er der dog ikke ændret på, ligesom Dansk Folkeparti også stadig siger ultimativt nej til en sådan topskattelettelse.

Den gode stemning i blå blok vil finansministeren ikke desto mindre forsøge at udnytte i den kommende tid, hvor han ”snart” vil indkalde til forhandlinger om 2025-planen.

- Alt andet lige gør det det jo lettere, når der er god stemning. Det må man jo sige. Og vi havde et forløb, hvor det der ultimatum omkring topskatten var en showstopper i lang tid. Da den blev fjernet i forbindelse med finanslovsforhandlinger, kom der skred i forhandlingerne, siger Claus Hjort Frederiksen.

Men det ultimatum fra Anders Samuelsen er der vel stadig?

- Ja, det er der jo stadig. Men nu vil jeg bare tillade mig at glæde mig over, at finansloven er kommet i hus.