Holbæk siger nej til Naser Khader

De konservative i Holbæk siger, at justitsminister Brian Mikkelsen har lovet at blive som folketingskandidat i Holbæk.

Naser Khader - han må finde sig en anden kreds end Holbæk. (Foto: DR © DR)

Naser Khader kan godt glemme alt om at blive opstillet som folketingskandidat i Holbæk-kredsen og dermed afløse justitsminister Brian Mikkelsen.

Det fastslår den konservative formand i Holbæk, Michael Møller.

Naser Khader har haft svært ved at finde en kreds, der vil stille ham op efter flere partiskift, siden han gik fra de radikale og nu er endt i den konservative folketingsgruppe.

Rygtebørsen omkring Christiansborg har placeret Naser Khader i Holbæk-kredsen men partiformand Michael Møller siger klart nej tak: - Jeg har talt med Brian Mikkelsen, og han har klart sagt til mig, at han bliver i Holbæk. Vi vil ikke skifte Brian Mikkelsen ud med Naser Khader, siger Holbæk-formanden.

Holbæk-formanden siger videre, at Brian Mikkelsen også klart afviser at han skulle være interesseret i at flytte fra Holbæk-kredsen til Gentofte, der bliver ledig når Connie Hedegaard flytter til Bruxelles.

Brian Mikkelsen har været kandidat i Holbæk siden 1990.

Facebook
Twitter