Holger K. spiste frokost med spion - uden at vide det

En spion fra det tidligere Sovjetunionen har flere gange inviteret den tidligere SF-formand på frokost.

Det er ikke altid fedt, når bordherren kun vil tale politik. Medmindre du er udenlandsk spion - så kan det faktisk være en fordel.

Sådan var det for den ambassadesekretær fra Sovjetunionen, der ved en række frokoster i slutningen af 80'erne havde tidligere formand for SF Holger K. Nielsen til bords.

Det fortæller Holger K. Nielsen i Det Politiske Talkshow på DR1, som onsdag handlede om statens hemmeligheder.

- Vi talte sammen og mødtes på Christiansborg og ude i byen af og til, hvor han gav en frokost, siger Holger K. Nielsen.

Men manden, han spiste frokost med, viste sig at være fra Sovjetunionens hemmelige statspoliti, KGB.

- Jeg fik et tip, som jeg havde fuld tillid til. Han var KGB-mand, og PET fulgte ham, siger Holger K. Nielsen.

Holger K: Jeg blev rasende

Frokostaftalerne kom i stand, kort tid før Holger K. Nielsen stillede op som formand for SF, og da den tidligere politiker havde fødselsdag, sendte spionen også en gave.

- Spionen sendte en karton cigaretter. Jeg kom ind (på kontoret, red.) og råbte op 'Send dem tilbage, send dem tilbage, jeg vil ikke røre dem med en ildtang!'

Holger K. Nielsen stoppede al kontakt, da han blev bekendt med spionens identiet.

- Jeg blev rasende. Jeg blev fuldstændig rasende. Havde jeg nu sagt et eller andet uovervejet? Det er jeg ret sikker på, at jeg ikke havde.

Se Det Politiske Talkshow her.