Holger K står fast: Bayerngas får ikke særvilkår

Olieselskabet Bayerngas vil flytte sine aktiviteter ud af Danmark efter ændrede skatteregler.

Skatteminister Holger K. Nielsen frygter ikke tab af arbejdspladser, hvis Bayerngas trækker sig ud af Nordsøen. (Foto: Nikolai Linares © Scanpix)

Det får ikke skatteminister Holger K. Nielsen (SF) til at ryste på hånden, at olieselskabet Bayerngas truer med at flytte sine aktiviteter ud af Danmark, efter regeringen, Dansk Folkeparti og Enhedslisten i går nåede til enighed om en aftale, der hæver skatten for en række selskaber, der er aktive i Nordsøen - herunder Bayerngas.

Tværtimod garanterer Holger K. Nielsen, at de ændrede skattereglerne vil skabe flere arbejdspladser, fordi pengene - godt 28 milliarder kroner - skal gå til investeringer i den kollektive trafik.

- Jeg tror, at der er nogle som glemmer, at de mange milliarder, som regeringen øremærker til Togfonden DK, er direkte jobskabende investeringer i den kollektive trafik.

- Derfor vil aftalen om Togfonden DK i sig selv skabe rigtig mange arbejdspladser over de kommende mange år. Det vil jeg godt garantere, siger Holger K. Nielsen i en skriftlig kommentar til DR Nyheder.

Selskaber vil stå i kø

Skatteministeren er overbevist om, at andre selskaber vil stå i kø for at drive virksomhed i Nordsøen, hvis Bayerngas vælger at trække sig.

- Aftalen skaber klarhed over de langsigtede rammevilkår, og på en række punkter forbedres vilkårene i form af lavere skattesats, afskaffelse af bruttoskatten og bedre adgang til at udnytte underskud i det samlede regnskab.

- Det har jeg svært ved at se kan blive en dårlig forretning, og derfor er jeg også sikker på, at der fortsat vil være selskaber, som vil investere i Nordsøen, siger han.

Til DR Nyheder siger administrerende direktør for Bayerngas, Arne Westeng, at regeringen med aftalen har fjernet grundlaget for fremtidige investeringsprojekter.

Rimelige vilkår

- Vi kommer i stedet til at flytte vores aktiviteter til Norge og Storbritannien, siger Arne Westeng.

Men skatteminister Holger K. Nielsen kalder de ændrede vilkår helt rimelige.

- Jeg noterer mig, at Bayerngas truer med, at de i fremtiden ikke vil investere i Nordsøen under de gunstige vilkår, som en lang række andre selskaber driver ganske profitabel virksomhed på herhjemme.

- Vi har valgt, at Bayerngas fremover ikke skal have særregler men tværtimod arbejde under præcis samme vilkår som alle andre selskaber. Det mener jeg er helt rimeligt, siger Holger K. Nielsen.

Facebook
Twitter