Hornbech skal lave notat om statsløse

Statsministeren har givet Birthe Rønn Hornbech besked på at lave statsløse-notat til Folketinget - Men sagen er løst, siger Lars Løkke Rasmussen.

- Sagen er løst, siger statsminister Lars Løkke Rasmussen om Integrationsministeriets årelange afvisning af statsløse unges retskrav på dansk statsborgerskab.

Men samtidig har han givet integrationsminister Birthe Rønn Hornbech besked på at udarbejde et notat til Folketinget, der beskriver, hvordan sagen kunne opstå.

Det sagde statsministeren tirsdag på sit ugentlige pressemøde.

Begyndte under Socialdemokraterne

Her henviste Løkke Rasmussen flere gange til, at sagen tog sin begyndelse allerede i 1999, da spørgsmålet om statsborgerskab hørte under den socialdemokratiske indenrigsminister Thorkild Simonsen:

- Der er sket en fejl, startende tilbage i 1999, da Integrationsministeriet ikke var født endnu, og regeringen slet ikke var regering, betonede statsministeren.

Sagen er løst

- Integrationsministeren er blevet opmærksom på det her, har beklaget det, har rettet op på det, fortsatte han.

- Sagen er sådan set løst. Og integrationsministeren har også taget hånd om, at der udarbejdes fremadrettede forskrifter, som sikrer mod gentagelser.

Notat på vej

Så tilføjede han imidlertid, at Folketinget nu skal have besked om, hvad der er sket:

- Derfor har jeg bedt integrationsministeren om at foranledige udarbejdelsen af et notat, der beskriver det her forløb, og som søger at afdække, hvad der er gået galt.

Dermed vil Folketingets medlemmer nu få besked om årsag og forløb, efter at et åbent samråd om sagen i Folketingets indfødsretsudvalg 9. februar bogstavelig talt kørte af sporet.

Slukkede for mikrofonen

Efter en stribe kritiske og vedholdende spørgsmål fra Enhedslistens og SF's medlemmer af udvalget endte Birthe Rønn Hornbech med at erklære, at nu villle hun ikke længere åbne sin mikrofon. Hun ville ikke svare mere.

Det fik EL og SF til at bebude en klage til Folketingets præsidium over ministerens optræden.