Hotelbranchen: Politikerne skal regulere Airbnb

Airbnb har intet med deleøkonomi at gøre – det er hardcore business, siger brancheorganisation.

I hotelbranchen er man ikke glad for boligformidlingstjenesten Airbnb, der lige nu oplever en eksplosiv vækst herhjemme.

Utilfredsheden bliver ikke mindre, når branchen ser det øjeblikkelige styrkeforhold mellem tjenesten og de etablerede overnatningsmuligheder på traditionelle hoteller, feriecentre og vandrerhjem. Hver gang 10 gæster overnatter på et af branchens værelser, tjekker én gæst ind i en privat seng med hjælp fra Airbnb.

Det får nu igen Horesta, der er brancheorganisation for hoteller, vandrerhjem og feriecentre til at bede politikerne om at regulere området.

Det siger administrerende direktør Katja Østergaard.

- Udfordringen er, at vi i dag taler om en så stor, kommerciel økonomi, hvor værelser lejes ud med det formål at tjene penge. Det er sådan set godt nok, for det er jo også det, vi gør i hotelbranchen, på vandrerhjem og i feriehuse. Men det er et område, der er fuldstændigt ureguleret.

Hvad betyder det for mig som kunde?

Det betyder blandt andet for dig som borger i samfundet, at Airbnb ikke har pligt til at oplyse, hvad udlejeren egentlig har af lejeindtægt. De har heller ikke pligt til at oplyse, hvor mange gæster der overnatter. Nu har de gjort det i dag - stærkt presset af at vi har omtalt det her rigtigt mange gange. Og så er der jo sikkerhed, som er noget af det, der er allervigtigste. Der er ingen regler for, hvilken sikkerhed vi forlanger.

Frygter for sikkerheden ved private udlejninger

Men sikkerhed i ganske almindelige hjem, hvor skulle jeg føle mig usikker?

- Hvis du bor på et hotel eller en anden professionel udbyder, så er der regler for, hvad vi har af brandsikkerhed, flugtveje med videre.

De fleste lejligheder har to udmærkede døre. Det er vel ikke, fordi du frygter at en masse kunder brænder inde?

- Jo, det frygter jeg faktisk, fordi der ikke er nogen regler. Det kan godt være, der er to døre, men det kræver, at du som gæst ved, hvor de to døre er og hvordan de rent faktisk virker.

Så hvis der bliver styr på hvor dørene er og indrapporteringer i forhold til sort økonomi, er du så glad for denne konkurrent?

- Ja det er jeg absolut. Airbnb hilser vi i den grad velkommen. Det er jo en overnatningsform, der er med til at tiltrække langt flere turister til Danmark, end vi ellers tiltrækker. Det er en overnatningsform, der gør, at kagen bliver større.

Facebook
Twitter