Huawei efter frygt for spionage: Danske politikere kan stole på os

Kinesisk telegigant fastslår, at den ikke udgør en risiko for Danmark. Ordførere er ikke overbeviste.

Kinesiske Huawei har skrevet et brev til medlemmer af Folketinget, hvor firmaet siger, at det ikke udgør en sikkerhedsrisiko. (Foto: © GREG BAKER, Scanpix)

- I kan stole på Huawei.

Sådan indledes et brev til det danske Forsvarsudvalg, der er underskrevet af Jason Lan Yang, CEO for Huawei Danmark. Brevet er offentliggjort på Folketingets hjemmeside.

Den kinesiske it-gigant er kommet i søgelyset, efter flere vestlige lande har afbrudt samarbejdet med det kinesiske selskab af frygt for blandt andet spionage.

Ud over at sælge mobiltelefoner herhjemme har Huawei indgået aftaler med TDC i milliardklassen som leverandør af blandt andet 4G-telenettet og tester i øjeblikket 5G-netværk herhjemme.

Huawei følger alle gældende love og regler i de lande, hvor de opererer, lyder det blandt andet i brevet.

I brevet til Forsvarsudvalget skriver Huawei, at der ikke er grund til at frygte samarbejde med det kinesiske selskab.

Brevet overbeviser dog ikke Naser Khader (K), formand for Forsvarsudvalget.

- Jeg er meget skeptisk og er faktisk også bekymret for, at det er dem, der kan gå hen og stå for vores infrastruktur, siger formanden.

Han sammenligner området med energiforsyning og siger, at man ikke bør gøre sig afhængig af ikke-demokratiske stater.

- Vi skal lytte til vores allierede og deres bekymringer, for det, der har været fremme på det seneste, er temmeligt bekymrende, siger Naser Khader, der ønsker en fortrolig orientering fra regeringen.

SF: Giver ikke fem flade ører

Brevet beroliger heller ikke Lisbeth Bech Poulsen, SF's it- og erhvervsordfører.

- Det fastslår, at de overholder alle love og regler og ikke sender informationer tilbage til den kinesiske stat. Men det giver jeg ikke fem flade ører for, siger hun.

- Alle, der kender lidt til Kina, ved, at der ikke findes uafhængige kinesiske selskaber, lyder det fra ordføreren.

- Derfor skal vi ikke have dem inde i vores kritiske infrastruktur, hvor det kun bliver endnu vigtigere i fremtiden, når 5G-netværket kommer til at styre alt fra vores vandforsyning, sundhedsvæsnet og måske på sigt selvkørende biler. Der skal vi ikke have fremmede magter indblandet, siger hun.

Hun peger på, at en række andre vestlige lande har lagt Huawei på is, og at den britiske efterretningstjeneste i sidste uge udtrykte skepsis omkring at sætte sin lid til kinesiske selskaber.

I et skriftligt svar sendt til DR Nyheder fra Huaweis danske afdeling afviser virksomhedens direktør i Danmark, Jason Lan Yang, at firmaet skulle udgøre en sikkerhedsrisiko, og at techfirmaet desuden er 'til rådighed for en dialog med enhver myndighed eller politiker, der har behov for det'.

- Huawei har aldrig brugt vores udstyr til at erhverve nogen former for nationale data, forretningshemmeligheder eller brugernes private informationer. Vi vil aldrig støtte eller tolerere sådanne aktiviteter, og vi vil aldrig engagere os i sådanne aktiviteter på andres anmodning, udtaler direktøren i det skriftlige svar.

Fremtidens 5G-netværk kan få betydning for en lang række områder.

Efterretningslov skaber frygt

Flere eksperter peger på en lov fra sidste år som årsag til frygten for kinesiske leverandører af kritisk infrastruktur som vores telenetværk.

Den nye kinesiske efterretningslov betyder nemlig, at kinesiske selskaber kan tvinges til at spionere eller udlevere data fra lande, hvor de opererer, advarer eksperter.

Deres advarsler går særligt på fremtidens 5G-netværk. Det kommer nemlig til klart at overgå betydningen af vores nuværende 3G og 4G-netværk, lyder det.

- Jeg tror, at dette kommer til at være det mest kritiske stykke infrastruktur, som noget land bygger, lød vurderingen fra Fergus Hanson, chef i tænketanken International Cyber Policy Centre, over for DR Nyheder i fredags.