Hummelgaard varsler razziaer mod madbude efter Nemlig-afsløringer

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) beder nu Arbejdstilsynet om at sikre rimelige vilkår for chauffører, der leverer dagligvarer.

Det er blandt andre chauffører fra onlinesupermarkedet Nemlig.com, som Arbejdstilsynet nu skal have mere fokus på. (Foto: Martin Sylvest © Scanpix)

Der skal mere fokus på at sikre ordentlige forhold for bude, der leverer dagligvarer.

Sådan lyder det fra beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) i dag på et samråd, som han er indkaldt til efter historier om kritisable forhold i eksempelvis onlinesupermarkedet Nemlig.com.

Derfor vil ministeren have Arbejdstilsynet til at stoppe og kontrollere flere af blandt andre Nemlig.coms chauffører for at sikre, at alt er i orden.

- Jeg har bedt Arbejdstilsynet om, at man på kommende vejgods-aktionsdage i 2021 vil lægge større vægt på at opsøge bud- og kurertjenester, siger beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S).

Nemlig-historier bekymrer minister

Blandt andet Dagbladet Politiken har afdækket arbejdsforholdene for nogle af de chauffører, der leverer varerne for Nemlig.com til kunderne.

Flere medarbejdere beretter over for avisen om arbejdsdage på 15 timer i måneder uden fridage og frygt for bøder, der overstiger deres almindelige dagsløn.

Ministeren vil ikke gå ind i den konkrete sag, men fortæller, at Arbejdstilsynet nu i højere grad skal sikre rimelige vilkår for chauffører, som leverer dagligvarer.

- Jeg vil ikke lægge skjul på, at de historier, der lægges frem i medierne, er bekymrende.

- Jeg har dog noteret mig, at Nemlig.com og de relevante arbejdsmarkedsparter mødes og taler forholdene igennem. Det er rigtig positivt, siger Peter Hummelgaard (S).

Kan ikke fraskrive sig ansvaret

Selskabet Nemlig.com har flere gange understreget, at onlinesupermarkedet ikke har ansvaret for chaufførerne, da de er ansat af en underleverandør.

- Den reelle arbejdsgiver kan ikke fraskrive sig ansvaret ved at bruge en anden virksomhed som stråmand.

- Ansvaret for chaufførernes arbejdsmiljø ligger hos den, der efter en konkret vurdering af de faktiske forhold er arbejdsgiver efter arbejdsmiljølovens regler, fortæller Peter Hummelgaard (S).

Ministeren henviser i den forbindelse til en konkret afgørelse, som Arbejdtilsynet har truffet tilbage i 2019.

Her fandt en arbejdsulykke sted, hvor en chauffør kom til skade. Chaufføren var ikke direkte ansat hos Nemlig.com, men Arbejdstilsynets afgørelse slår fast, at selskabet har et såkaldt arbejdsgiveransvar i sagen, skriver Politiken og Fagbladet 3F i dag.

Det er SF og Enhedslisten, der har stillet samrådsspørgsmål til Peter Hummelgaard (S). De to partier takker for ministerens ord i forbindelse med samrådet og sætter pris på, at han tager sagerne alvorligt.

- Jeg er meget interesseret i at få enten en melding fra ministeren eller et notat om, hvordan han har tænkt sig at løse det. Og det ser jeg meget frem til, fordi jeg kan høre, at der er noget at bygge på, siger Jette Gottlieb (EL).