Hvad skal statsministeren bruge mødet med Biden til? Fem toppolitikere har hver deres bud

Fem partier kommer med deres ønsker til Mette Frederiksens møde med den amerikanske præsident.

Mette Frederiksen (S) er inviteret en tur i Det Hvide Hus. (Foto: © JONATHAN ERNST, Associated Press)

Det tog 328 dage at finde en dato, hvor den danske statsminister kan besøge den amerikanske præsident Joe Biden.

Hvis altså man tæller fra den dag, Joe Biden luftede idéen om at mødes for Mette Frederiksen (S) ved Nato-topmødet i Madrid i juni sidste år.

Men om lidt under to uger - mere præcist 5. juni - skal Mette Frederiksen en tur i Det Hvide Hus.

Her er fem toppolitikeres - og Mette Frederiksens eget - bud på og ønsker til, hvad der skal ske om det ovale bord i Washington.

Pape: Sikkerhedspolitik og klima

Der er ingen tvivl fra den konservative formands side. Det er vigtigt at blive inviteret til Det Hvide Hus.

- Nu kom invitationen endelig. Det betyder meget for sådan et lille land som Danmark, at vi har en god ven over Atlanten, og at vi er allieret med USA. Det er vores stærkeste allierede, siger han.

- Derfor er det selvfølgelig vigtigt, at den til enhver tid siddende statsminister har en god relation til Det Hvide Hus.

Ifølge ham er der to store dagsordener, som vil fylde, når de to landes ledere mødes.

- Det vigtigste er at få drøftet den sikkerhedspolitiske situation, vi står i, siger han og henviser til krigen i Ukraine og Arktis.

Derudover er den klimapolitiske dagsorden også højt på listen.

Støjberg: 'For Mette Frederiksen tror jeg, det handler lidt om noget andet'

Danmarksdemokraternes formand, Inger Støjberg, mener, at dagsordenen på mødet kommer til at afhænge af, om de skal drøfte det, som er vigtigst for Danmark - krigen i Ukraine - eller det, som er vigtigst for statsministeren.

- For Mette Frederiksen tror jeg, at det handler om lidt noget andet. Hun rejser meget i øjeblikket. Og hun er meget fokuseret på, hvad der foregår i udlandet. Så mon ikke hun har lidt andre planer i sit baghoved, siger Inger Støjberg med et smil på læben.

Siden norske VG for en måned siden skrev en historie om, at Mette Frederiksen er en mulig kandidat til posten som Natos næste generalsekretær, baseret på unavngivne ”diplomatiske kilder”, har spekulationerne floreret.

Og det er dem, Støjberg henviser til.

Det lyder, som om du mener, det er en jobsamtale?

- Det er i hvert fald for Mette Frederiksen vigtigt at have amerikanerne i ryggen.

Tror du, hun er ude for at ansøge om jobbet som Nato-generalsekretær?

- Jeg ved ikke, hvad hun er ude for. Men man kan i hvert fald tydeligt mærke, at Mette Frederiksens prioriteter er lidt anderledes, end de har været tidligere.

Venstres Aastrup tror ikke på Nato-spekulationer

Støjbergs spekulationer giver Venstres udenrigsordfører, Michael Aastrup, ikke meget for.

- Jeg tror på, at statsministeren mener det, når hun siger, at hun elsker at være statsminister. Jeg synes også, at statsministeren burde blive tilbage, for der er en lang række opgaver at arbejde på. Det er jo op til hende, hvad hun gør eller ikke gør. Men jeg forventer faktisk ikke, det er en jobsamtale, siger han.

Også han peger på, at særligt sikkerhedspolitikken og herunder Arktis er vigtig, når Joe Biden og Mette Frederiksen sætter sig ved samme bord.

Han tror desuden, at USA's interesse i den grønne omstilling kan åbne døre for danske virksomheder.

- Danmark er ikke en supermagt i meget. Men vi er det i grøn energi. Vi har brug for et aktivt USA til at bekæmpe klimaforandringerne, og der vil der også være mange gode muligheder for danske grønne virksomheder, lyder det fra udenrigsordføreren.

Lidegaard: Arktis er vigtig

Men hvad er der egentlig med det Arktis? Jo, det har De Radikales leder, Martin Lidegaard, svaret på:

- Arktis er jo et kæmpe område på kloden, fordi det langsomt åbner sig, fordi isen smelter i de her år. Det betyder også, at flere har kig på de ressourcer og transportruten over Arktis, siger han.

Han tror også, det vil fylde på mødet, fordi landene ifølge ham har "en fælles interesse i at sikre, at det område forbliver fredeligt og bæredygtigt".

- Derfor kan man også diskutere, hvordan amerikanerne, Danmark, Grønland og Færøerne sammen kan styrke overvågningen i Arktis og sikre, at det – forhåbentlig – kan forblive et lavspændingsområde.

Messerschmidt: Diskuter censur på Facebook

Morten Messerschmidt er ikke i tvivl om, at det sikkerhedspolitiske spor vil fylde.

Men DF-formanden har endnu et ønske til statsministerens dagsorden for 5. juni:

- Den censur, der foregår på Facebook. EU og USA har en fælles interesse i at få grebet ind, når folk får lukket deres profiler på Facebook, fordi de mener, man skriver ting, som ikke er politisk korrekte. Det bør statsministeren tage op med den amerikanske præsident.

Han mener, at den politiske debat er "ekstremt begrænset", hvis man er indvandrerkritisk og borgerlig.

- Jeg har selv været i karantæne i flere måneder for at skrive noget, som var fuldstændig ufarligt. Og det dur selvfølgelig ikke, når Facebook har fået så dominerende en stilling i forhold til den politiske debat.

Hvorfor med Biden?

- Fordi Facebook jo er et amerikansk firma og derfor er under den amerikanske jurisdiktion. Vi havde debatten i Folketinget med Mette Frederiksen om Facebooks censur, hvor hun netop henviste til, at det er et amerikansk anliggende. Så er det jo en god mulighed.

Mette Frederiksen afviser spekulationer

Det er et rigtig vigtigt besøg, statsministeren skal på 5. juni, hvis hun selv skal sige det.

Når hun træder ind i Det Hvide Hus for at besøge USA's præsident Joe Biden, så forudser hun selv, at krigen i Ukraine og den grønne dagsorden vil fylde.

- Det er i høj grad krigen i Ukraine. Det transatlantiske samarbejde. Det er forsvars- og sikkerhedspolitik. Og så er det selvfølgelig også klimaforandringerne, hvor Danmark har mange af de svar, som verden efterspørger. Mange af emnerne er vi fælles om at skulle håndtere, siger hun.

Adspurgt til spekulationerne om, hvorvidt hun er ved at køre sig selv i stilling til topposten i Nato, svarer hun:

- Selvfølgelig kommer vi til at diskutere Nato. Og jeg har svaret på spørgsmål om Nato tidligere.

Hun har i hvert fald ikke en ansøgning med, siger hun.

- Jeg går ikke efter nogle poster. Jeg er inviteret til Joe Biden i Det Hvide Hus, og det glæder jeg mig til.

- Jeg kommer slet ikke til at gå ind i den slags diskussioner. Jeg er statsminister i Danmark, og det håber jeg, jeg bliver ved med at være.