Dyrevenner og aktivister uden for Danmark brugte i går tid på at oversvømme landets folketingsmedlemmer med vrede mails.
Flere end 3.000 harmdirrende mails blev sendt til de danske politikere, efter at færøske slagtninger af grindehvaler har vakt international opsigt og givet både Færøerne og Danmark negativ omtale i flere medier.
Liberal Alliances leder, Anders Samuelsen, konstaterer, at de fleste mails kommer fra Frankrig, og at de i LA-lederens tilfælde har den stik modsatte effekt og kalder afsenderne for ”idioter”.
https://www.facebook.com/AndersSamuelsenLA/posts/10154148258237366:0
Dødstrusler til DF'er
Dansk Folkepartis Martin Henriksen har også modtaget mails med opfordringer til at sætte ind over for den færøske slagtetradition, som typisk foregår ved, at en fisker opdager en flok i vandet tæt på en af øerne. De bliver dernæst drevet ind mod en godkendt fangststrand, hvor de efterfølgende bliver slagtet.
Martin Henriksen siger, at han sågar har modtaget flere dødstrusler.
- Ligesom alle andre folketingsmedlemmer er jeg blevet bombarderet med protestmails, og ved siden af det har jeg vel fået en håndfuld mails, som indeholder trusler på livet, siger Martin Henriksen, der blandt andet er næstformand for Folketingets Færøudvalg.
Der er også blevet indtalt en dødstrussel på Martin Henriksens telefonsvarer, og han overvejer nu, om han vil melde truslerne til politiet.
Dødstruslerne begyndte ifølge Martin Henriksen, efter at kaptajn Paul Watson fra den internationale miljøorganisation Sea Shepherd i fredags lagde Henriksens kontaktinformationer ud på sin Facebook-profil og opfordrede folk til at kontakte DF’eren direkte.
- Slap lidt af
Sea Shepherd har igen i år prøvet at standse fangsterne ved flere aktioner ved øerne, men færøsk politi har med assistance fra den danske flåde sørget for, at fangsterne kan fortsætte.
- Jeg siger ikke, at truslerne kommer fra toppen af den organisation, men det er helt klart fra folk, der har forbindelser til dem og hører efter, hvad de siger. Det er der ingen tvivl om, siger Martin Henriksen.
Socialdemokraternes Astrid Krag var også blandt de politikere, der søndag gik på de sociale medier efter at have modtaget et hav af mails, som ifølge både Astrid Krag og Martin Henriksen i en lang række tilfælde har stort set samme ordlyd.
https://www.facebook.com/astrid.krag/posts/432985720217674
De Konservatives Rasmus Jarlov lagde en video på sin Facebook-profil, hvor han kommenterer de mange mails, mens han opfordrer folk til at ”slappe lidt af”.
https://www.facebook.com/jarlov/videos/488674547955939/
Selvom grindehvalen ikke er en truet dyreart, skaber fangsterne år efter år stor medieomtale.
Flere internationale medier som den britiske avis The Guardian, Huffington Post og The Irish Times har i de seneste dage beskrevet, hvordan hundredvis af hvaler er blevet slagtet på Færøerne.